Drømmehug sikrer Tomasson sejr i Blackburn-debut
Jon Dahl Tomasson har lavet en treårig kontrakt med Blackburn (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
Anfører Lewis Travis skaffede lørdag Jon Dahl Tomasson en optimal start som Blackburn-træner.
Jon Dahl Tomassons nyudnævnte anfører sikrede lørdag danskeren en glimrende start som cheftræner i Blackburn Rovers.
Ti minutter før pausen samlede midtbanespilleren Lewis Travis således bolden op efter en hjørnesparkssituation og drejede den i nettet fra godt 25 meters afstand.
Det sikrede holdet en 1-0-sejr over Queens Park Rangers på hjemmebane i første runde af den engelske Championship og altså en optimal debut for Tomasson, der så sit hold dominere spillet i det meste af opgøret.
Et halvt år efter bruddet med Malmö FF, som Tomasson havde ført til to mesterskaber i træk, blev den tidligere landsholdsanfører i juni ansat på en treårig kontrakt.
Blackburn, der har vundet tre mesterskaber og seks FA Cup-titler, var senest i Premier League i 2011/12-sæsonen.
Klubben sluttede i sidste sæson som nummer otte i Championship.
Knap så succesrig var lørdagens runde for et par andre danskere i Championship.
Jacob Sørensen spillede 72 minutter for Norwich på midtbanen, da holdet tabte 0-1 hos Cardiff, og angriberen Emil Riis spillede hele 0-0-kampen for Preston hos Wigan.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker