Drømmemål forhindrer ny sejr til Dortmund

Med et drømmemål få minutter før tid sikrede Kaiserslautern sig uafgjort 1-1 hjemme mod førerholdet Dortmund i den tyske Bundesliga. Danske Leon Jessen spillede hele kampen for Kaiserslautern som venstre back.

Det lignede ellers endnu en Dortmund-sejr. Men i det 90. minut hamrede Kaiserslauterns tjekkiske midtbanespiller Jan Moravek udligningen ind bag Dortmunds keeper Roman Weidenfeller. Bolden sad helt oppe i nettaget.

Fem minutter forinden havde Dortmunds serbiske forsvarsspiller Neven Subotic fået det røde kort, og det skabte uro i de bageste kæder efter en del omrokeringer i Dortmunds forsvar.

Var Dortmund ikke blevet ramt af det røde kort, kunne den unge defensive midtbanespiller Sven Bender formentlig være endt som matchvinder, da han 10 minutter før tid scorede til 1-0 for Dortmund.

Den tidligere Superliga-profil Mohamed Zidan blev skiftet ind for Dortmund et kvarter før tid, men egypteren nåede ikke at gøre det store væsen af sig.

Trods pointtabet har Dortmund stadig 52 point, hvilket er 10 mere end nummer to, Bayer Leverkusen. Bayern München er nummer tre med 39 point.

/ritzau/

Kaiserslautern gav det tyske førerhold Dortmund kamp til stregen og sikrede sig et uafgjort 1-1-resultat.

Offentliggjort Sidst opdateret