Drone styrter centimeter fra skistjerne under World Cup
Østrigsk verdensmester slap fra World Cup i Italien med sølvmedalje og alle lemmer i behold efter droneulykke.
Den østrigske skistjerne Marcel Hirscher blev nummer to, da den internationale slalom-elite tirsdag aften var samlet til World Cup-løb i Madonna di Campiglio i Italien.
Men det bliver næppe det, 26-årige Hirscher fremover vil huske fra løbet.
For efter cirka et minut af hans andet gennemløb styrtede en drone ned på pisten få centimeter bag ham.
Dronen, der blev brugt til tv-produktion af løbet, blev smadret i mange stykker, da den hamrede ned i sneen med stor fart.
Efter sit gennemløb var Marcel Hirscher rasende.
- Jeg kunne mærke, at der skete noget. Det er helt skandaløst. Jeg tør ikke tænke på, hvad der kunne være sket, siger han ifølge NTB.
Da han havde kølet en smule af, var der overskud til at fortælle om episoden på de sociale medier.
- Tæt trafik i luften i Italien #crazy #drone #crash #luckyme, skrev den firdobbelte og forsvarende overordnede World Cup-verdensmester på Instagram.
Episoden overskyggede det faktum, at nordmanden Henrik Kristoffersen var hurtigst af alle i løbet. Det er anden gang i træk, den 21-årige OL-bronzevinder slutter øverst på podiet i World Cuppen i slalom.
Løbschef hos Det Internationale Skiforbund (FIS) Markus Waldner priser sig lykkelig over, at dronen ikke ramte Hirscher.
- Vi undgik en katastrofe. Dronen skulle bare have fløjet ved siden af pisten, men den fløj længere og længere ind over pisten, siger han ifølge Reuters.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker