Dubai forhandler om plads i Europas største basketturnering
Basketballspilleren Gabriel "Iffe" Lundberg deltager i denne sæson i EuroLeague for Bologna. Her ses han i sin tid som medlem af Phoenix Suns. Foto: Rick Scuteri/Ritzau Scanpix
EuroLeague kan få selskab af et hold fra Dubai, som også vil være vært for kampe, skriver AFP.
Nogle af Europas største basketballstjerner kan muligvis se frem til at spille kampe i De Forenede Arabiske Emirater, når de er på banen i EuroLeague.
Måske får Europas største basketturnering sågar deltagelse af et hold fra ørkenstaten.
I hvert fald er der forhandlinger om begge dele. Det fortæller den emiratarabiske forretningsmand Abdullah Al Naboodah, som er stifter af det nye baskethold, der endnu ikke er færdigudformet, til AFP.
Ifølge ham er der "positive" tegn om et samarbejde, efter at de faste klubber i turneringen holdt et møde 11. oktober.
- Forhandlingerne med den europæiske liga begyndte for otte måneder siden, og målet er at indlemme en klub fra Dubai i den prestigefyldte turnering og derudover at være vært for kampe i byen, siger Al Naboodah, som tidligere var præsident for fodboldklubben Al-Shabab Al-Ahli.
- Der er endnu ikke noget officielt, og forhandlingerne fortsætter, lyder det ifølge AFP fra ham.
Direktøren for EuroLeague, Marshall Glickman, har tidligere bekræftet, at parterne har holdt et møde i Coca-Cola Arena i Dubai.
EuroLeague består af 18 hold.
Et af dem er i denne sæson italienske Virtus Bologna, som har danske Gabriel "Iffe" Lundberg i truppen. Han spillede tidligere på året for Phoenix Suns i den amerikanske liga NBA.
De Forenede Arabiske Emirater har i det hele taget haft fokus på at spille en større rolle inden for basketball de senere år.
Tidligere på måneden var Abu Dhabi vært for første gang vært for to udsolgte træningskampe mellem NBA-klubberne Atlanta Hawks og Milwaukee Bucks.
En lang række andre sportsbegivenheder afholdes også i Dubai, og i nabolandet Qatar begynder VM i fodbold om mindre end en måned.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde