Duen lander i eftermiddag

Foto: DRESLING JENS/POLFOTO/arkiv

OPDATERET: Anders Due og Lars Pleidrup skal føre Nykøbing FC op i 1. division

Offentliggjort Sidst opdateret

Godt ti år efter at Anders Due skiftede Nykøbing F. Alliancen ud med FC Nordsjælland, flyver han tilbage til Nykøbing FC, NFC.

På et pressemøde i eftermiddag vil Anders Due, der er fætter til NFC’s sportschef, Claus Jensen, blive præsenteret som ny NFC-spiller.

Ifølge Folketidendes oplysninger har Due fået en toårig kontrakt.

Bestyrelsesformand Tage Nielsen vil ikke be- eller afkræfte skiftet. Han henholder sig blot til invitationen til pressemødet, hvor NFC skriver, at klubben vil præsentere en markant forstærkning af en kendt dansk profil med mange års erfaring fra udlandet og Superligaen.

Dette stemmer overens på 33-årige Anders Due: Efter små fem sæsoner i Nykøbing FC skiftede han i sommeren 2005 til superligaklubben FC Nordsjælland, hvor han spillede en enkelt sæson, inden turen gik til den hollandske æresdivisionsklub Vitesse Arnhem.

Efter halvandet år i hollandsk fodbold skrev Anders Due kontrakt med AaB, hvor han blandt andet to gange har været med til at vinde det danske fodboldmesterskab.

I sommeren 2014 drog Stubbekøbing-drengen til FC Vestsjælland på en treårig aftale. Men i efteråret 2015 gik FC Vestsjælland konkurs og Due stod pludselig uden klub.

I sin tid i Alliancen spillede Anders Due sammen med blandt andre Lars Pleidrup. De to kan nu genoptage samarbejdet i NFC.

Lars Pleidrup, der kom til NFC fra FC Vestsjælland for to år siden, har netop underskrevet en ny toårig kontrakt med NFC - men på andre præmisser.

Den ny aftale indebærer, at Pleidrup også skal deltage i NFC’s formiddagstræning foruden eftermiddagslektionerne.

- Jeg er glad for, at det er lykkedes at få enderne til at nå sammen, så jeg både kan passe mit arbejde i East Logistics og spille fodbold i NFC

- Der er nu styr på fremtiden - og jeg glæder mig til NFC’s rejse mod foreløbig 1. division, siger 34-årige Lars Pleidrup.

Da han i efteråret 2013 skrev en toårig kontrakt med NFC, kom han samtidig i lære hos speditionsfirmaet East Logistics, der ejes af NFC-sponsor og -bestyrelsesmedlem Jan Koch.

Pleidrup afsluttede fornylig sin elevtid og har fået fast ansættelse i East Logistics, men skal arbejde på nedsat tid de næste par år.

- Vi er blevet enige om, at jeg arbejder tre dage om ugen i East Logistics. Det giver mig mulighed for at deltage i formiddagstræningen i NFC de øvrige to dage, fortæller Lars Pleidrup.

OPDATERING: Nykøbing FC har ved et pressemøde klokken 12.30 mandag bekræftet, at Anders Due og Lars Pleidrup er på vej tilbage til Falster.

- Vi har hele tiden været fokuseret på, at vores trup skal have lokal forankring, og en del af det er at hente de store lokale spillere tilbage. Det er derfor vi har valgt at hente Anders Due tilbage til klubben, fortæller NFC’s sportschef, Claus Jensen, til pressemødet.