Dumme fejl koster OL-sølvvindere semifinale i Odense

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen fandt ikke OL-niveauet i kvartfinalen ved Denmark Open. Arkivfoto. Foto: Polfoto/Gregers Tycho

Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl tabte kvartfinalen efter en række dumme fejl.

Offentliggjort Sidst opdateret

Christinna Pedersen kunne ikke følge op på det flotte spil fra tidligere fredag i mixeddoublen med Joachim Fischer, da hun og Kamilla Rytter Juhl skulle forsøge booke en plads i semifinalen ved Denmark Open i damedouble.

De to danskere var godt med i første sæt mod de andenseedede sydkoreanere Jung Kyung Eun og Shin Seung Chan, men i andet sæt gik danskerne ned, og det endte med et nederlag på 18-21, 17-21.

Christinna Pedersen er ikke i tvivl om, hvorfor det endte i et nederlag.

- Vi mangler kampe sammen og træning sammen. Det er indlysende i dag, siger Pedersen, der også påpeger mange fejl som årsag.

- Vi havde håbet, at vi kunne holde lidt højere niveau, men vi scorede desværre point på vores egen side og i særdeleshed på deres side. Der var simpelthen for mange fejl.

De to par fulgtes ad gennem stort set hele første sæt, og ved 18-18 var det umuligt at forudsige, hvor sættet ville havne.

Desværre for de to OL-sølvmedaljevindende danskere viste sydkoreanerne størst sikkerhed på de afgørende bolde, og det resulterede i sættab på 18-21.

Fra begyndelsen af andet sæt lavede de danske damer mange uprovokerede fejl, og de kom bagud 3-10.

Takket være sydkoreanske fejl den anden vej kom Rytter Juhl og Pedersen på 9-10, inden en fejl fra Christinna Pedersen gjorde det til 9-11 halvvejs.

De to danskere virkede lidt ude af takt og fik aldrig helt kontakt trods et godt comebackforsøg mod slutningen. Det endte med et nederlag på 17-21 i andet sæt.

- Det er virkelig en irriterende følelse, for vi fik bestemt ikke det spil ud, som jeg ved, vi har, konkluderer Christinna Pedersen.

- Det er bare helt vildt irriterende, for jeg føler ikke, der mangler ret meget.