Duncan udtaget som Olsens sidste mand

Morten "Duncan" Rasmussen er blevet udtaget til den landsholdstrup, der på lørdag møder Sverige og fire dage senere Ungarn i VM-kvalifikationen. Med udtagelsen af den formstærke Brøndby-angriber har landstræner Morten Olsen dermed udtaget alle 23 spillere til de afgørende kampe.

Morten "Duncan" Rasmussen møder op til træningen i Helsingør med stor selvtillid efter fire scoringer i Brøndbys 6-3-sejr over FC Nordsjælland i søndagens kamp i SAS Ligaen.

Brøndby-angriberen har tidligere været en del af landsholdet, og "Duncan" fik således sin debut i den igangværende VM-kvalifikation, da han i april afløste Søren Larsen efter 77 minutter i hjemmesejren over Albanien.

Danmark topper VM-kvalifikationen med en afstand på tre point til Sverige.

/ritzau/

Brøndby-angriberen Morten "Duncan" Rasmussen er udtaget som den sidste mand til den landsholdstrup, der møder Sverige og Ungarn i VM-kvalifikationen.

Offentliggjort Sidst opdateret