Dyr afbrænder nager Julian Jakobsen
Det danske ishockeylandshold var oppe imod et bedre hold, da Sverige vandt VM-premieren med 3-0 lørdag eftermiddag.
Men kampen kunne have fået en meget anderledes forløb, hvis Julian Jakobsen havde udnyttet den kæmpechance, han fik mod slutningen af første periode.
Jakobsen ragede pucken til sig og afsluttede højt, men Anders Nilsson løftede armen og fik nærmest mirakuløst viftet pucken over målet.
I stedet for en 1-1-udligning, der ville have givet højt humør i den danske kabine i pausen, løb svenskerne et halvt minut senere op i den anden ende og bragte sig på 2-0.
- Sådan er sport, desværre. Deres målmand lavede en kanonredning, for jeg havde set pucken inde. Så scorede de kort efter, og det var et gok i nødden, siger Julian Jakobsen.
Den hårdtarbejdende center var ikke helt tilfreds med udbyttet af den nye, mere offensive danske spillestil, der for første gang blev præsenteret i VM-sammenhæng.
- Vi fik aldrig rigtig lov til at spille vores kontrollerede opspil, og det er der, vi normalt er gode. Så kommer vi ind i deres zone med god fart, og fart er en nødvendighed, når vi møder så gode modstandere, siger Julian Jakobsen.
Nu venter der en meget vigtig kamp mod Norge søndag. Nordmændene åbnede VM med en sikker 3-0-sejr over Italien i en kamp i et lavt tempo.
Danskerne håber på, at det kan blive en fordel, at de blev tvunget op i højeste gear fra første VM-minut.
- Vi kan tage med, at vi har mødt et godt hold og derfor er oppe i tempo, siger Julian Jakobsen.
Danmark møder Norge søndag 15.45 dansk tid.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned