Dyr og dårlig EM-lodtrækning for Wilbek

Det kunne næste ikke være gået meget værre. Håndboldlandstræner Ulrik Wilbek kan kun pege på én af de syv puljer i kvalifikationen til EM-slutrunden i Serbien i 2012, der er værre end den, Danmark har fået.

Danskerne havnede i gruppe med Rusland, Hviderusland og Schweiz, og det behager ikke just Wilbek.

- Vi har fået en lodtrækning, der både er dyr og dårlig. Vi får to lange ture til Rusland og Hviderusland, samtidig med at vi render ind i tre hold, som vi alle sammen kan tabe til. Der er ikke nogen dårlige hold i vores pulje, siger Wilbek.

Han er ked af, at en del af den sparsomme tid, som landsholdet er samlet i, vil gå med rejser østpå, og så er han også spændt på de forhold, som Danmark bliver budt på derovre. Men forventningen er stadig, at puljen skal vindes.

- Vi er seedet som nummer et, og derfor er vi da også favoritter i gruppen. Vi skulle meget gerne hente tre hjemmesejre, men det handler også om at blive nummer et, så vi kan få den bedste seedning til EM, siger landstræneren.

Han skeler misundeligt til naboerne fra Norge og Sverige, der har fået gode lodtrækninger. Kun puljen med Spanien, Kroatien, Rumænien og Litauen ser værre ud, mener Ulrik Wilbek.

/ritzau/

Landstræner Ulrik Wilbek er ikke udpræget tilfreds med lodtrækningen til EM-kvalifikationen i 2012. Lange rejser og svære modstandere ærgrer ham.

Offentliggjort Sidst opdateret