Ebbe Sand bliver rådgiver i Schalke 04
Sammen med to andre klubkoryfæer skal Ebbe Sand rådgive Schalkes bestyrelse i sportslige anliggender.
Den tidligere landsholdsangriber Ebbe Sand vender tilbage til Schalke 04, hvor han som aktiv spillede syv succesrige sæsoner.
På søndagens årsmøde for klubbens medlemmer blev den snart 43-årige dansker præsenteret som en del af en trio, der fremover skal rådgive Schalkes bestyrelse i sportslige spørgsmål.
Ud over Sand består udvalget af to andre velkendte ansigter fra storhedstiden lige efter årtusindskiftet, nemlig hans holdkammerat Michael Büskens og den daværende succestræner Huub Stevens.
- Da Clemens Tönnies (bestyrelsesformand, red.) ringede til mig og spurgte, om jeg ville hjælpe til i de sportslige anliggender, behøvede jeg ikke at tænke over det, for det er en ære, og jeg er stolt af det, siger Ebbe Sand i en video på klubbens Twitter-profil.
- Jeg har en følelse af, at jeg aldrig har været væk fra Schalke. Jeg tænker tit tilbage på min tid i klubben, og jeg glæder mig vanvittigt til at være en del af Schalke igen, lyder det fra Ebbe Sand.
Med udnævnelsen af den prominente trio reagerer Schalke-ledelsen på hård kritik fra medlemmerne efter en skuffende Bundesliga-sæson, hvor den ambitiøse klub sluttede på sjettepladsen.
Specielt Tönnies og sportsdirektør Horst Heldt har været under beskydning, efter at flere store indkøb har vist sig som fusere.
- Ja, vi har begået fejl, og jeg tager ansvaret for den dårlige sæson, sagde Heldt ifølge Der Spiegel på medlemsforsamlingen, hvor han blev mødt med buhråb fra salen.
Schalke har ansat den tidligere Paderborn-træner André Breitenreiter som ny cheftræner til den kommende sæson.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde