Effektivt Chelsea-kvarter skaffer pligtsejr i FA Cup
39-årige Thiago Silver scorede i 4-0 sejren over Preston i FA Cup. Foto: Isabel Infantes/Reuters
Chelsea vandt 4-0 over Emil Riis og Preston i tredje runde i FA Cup efter et effektivt kvarter efter pausen.
Chelsea sikrede sig videre deltagelse i den engelske pokalturnering FA Cup, efter at London-klubben vandt 4-0 over Preston North End i tredje runde.
Chelsea var ellers især i førte halvleg uskarp. Men på lidt under et kvarter i anden halvleg scorede Chelsea tre mål og dukkede Preston-mandskabet, hvor Emil Riis fik omkring en halv times tid på banen.
Chelsea avancerer dermed i FA Cup, hvor vinderen belønnes med adgang til Europa League. På nuværende tidspunkt ligger Chelsea udenfor de europæiske pladser i Premier League.
Forventeligt var det Chelsea, der sad på de største chancer og meget af spillet. Preston lurede dog på kontraangreb og fik et par udmærkede skud på mål.
Første halvlegs største chance faldt til Enzo Fernandes, der dukkede op i feltet, men headede bolden direkte ind på Preston-målmanden.
Chelsea kom bedst ud til anden halvleg, og selv om kantspilleren Raheem Sterling hele tiden udfordrede Preston-forsvaret, så havde han svært ved at blive farlig.
Det havde angrebsmakkeren Armando Broja til gengæld ingen problemer med. Efter knapt et kvarters spil i anden halvleg kom et indad skruet indlæg i det lille felt, og her stangede Broja flot bolden ind via stolpen til 1-0.
Kun et minut senere på en stort set lignende situation steg Broja igen til vejrs, men denne gang afviste overliggeren den albanske landsholdsspillers hovedstød.
Preston skulle dermed op og jagte, hvilket gav plads til den danske angriber Emil Riis, der blev skiftet ind i det 64. minut.
Mål kom der også. Bare ikke til Preston. For kun et minut efter Riis trådte ind på grønsværen, headede 39-årige Thiago Silva bolden i Preston-nettet.
Og nu var Chelseas målmaskine for alvor kommet i gang. Sterling, der ellers så uskarp ud i kampen, eksekverede et frispark på kanten af feltet flot til 3-0.
Kort før tid blev det endnu værre for Preston. Efter kludret forsvarsspil i feltet landede bolden hos argentinske Enzo Fernandes, der scorede sit tredje Chelsea mål.
Emil Riis var ikke den eneste dansker, der fik spilletid. Lukas Engel spillede fuld tid, da Middlesbrough blev dukket af et Aston Villa-langskud i slutningen af kampen.
Dermed vandt alle Premier League-holdene lørdagens FA Cup-kampe, da blandt andre Aston Villa, Brighton og Newcastle også spillede sig videre.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned