Efter Europa-nedtur: Nu er NFH tilbage på ret kurs

NFH vandt den sikker sejr i Skanderborg. Foto: Ingrid Riis/Ritzau Scanpix

Alarmklokkerne lyste aldrig for alvor rødt, da NFH tirsdag aften spillede på udebane i Skanderborg.

Offentliggjort Sidst opdateret

SKANDERBORG, FOLKETIDENDE: Kønt var det ikke, men NFH skulle på ret kurs igen ovenpå nederlaget i European League i søndags, og det kom de, da det lykkedes at besejre Skanderborg med 30-24 i den hjemlige Håndboldliga.

Træner Jakob Larsen havde ellers inden kampen varslet at de røde alarmklokker var tændt, i forhold til at det sagtens kunne blive en svær opgave mod rækkens nummer otte, ovenpå den kedelige tur til Kroatien, og da spillerbussen forlod Sjælland var de sygdomsramte Sofie Bardrum og Moa Högdahl ikke med.

Men det lidt smallere holdkort blev ikke noget problem for NFH, der lod Skanderborg lege med til stillingen 4-4, men derefter trak med tre mål.

En stilling, der uden at NFH, på nogen måde spillede prangende, blev forsvaret halvlegen ud, hvor gæsterne førte 14-10.

Indledningen på anden halvleg tilhørte NFH, der hurtigt kom foran med seks mål, men den stilling blev minimeret til det halve, da Skanderborg fik reduceret til 16-19.

Værterne havde dog ikke det der skulle til, for at komme tættere på, og stille og roligt blev sejren til NFH kørt i land.

Hos NFH var Caroline Aar Jakobsen sit holds bedste med otte scoringer.

Med sejren fastholder NFH fjerdepladsen i Håndboldligaen.