Efter stort nederlag: - Vi har kigget på os selv
Team Sydhavsøernes cheftræner Klavs Bruun Jørgensen har haft fokus på sit eget hold, efter nederlaget i søndags mod Aarhus. I aften gælder det Odense på udebane. Foto: Ingrid Riis
Ingrid Riis
Team Sydhavsøerne spiller i aften på udebane mod HC Odense, og skal på vindersporet igen.
MARIBO: - Det har mest handlet om os selv i denne her uge, og ikke så meget om Odense. Der var flere ting i kampen mod Aarhus, som vi skal kunne gøre bedre, og det har vi brugt meget tid på i løbet af ugen, lyder det fra Team Sydhavsøernes træner Klavs Bruun Jørgensen, før dagens udekamp mod Odense og på bagkant af nederlaget på 33-26 mod Aarhus Håndbold i søndags
- Der var nogle aftaler i forsvaret, som jeg troede vi havde på plads, og det havde vi åbenbart ikke alligevel, for vi sejler rundt i perioder, og prøver at kompensere ved at tage nogle unødige chancer, og den går ikke. Desuden var der perioder især i første halvleg, hvor vi bare spiller dårligt. Det skal vi have rettet op på, lyder det fra Klavs Bruun Jørgensen, der ikke er i tvivl om, hvor skabet skal stå må Odense.
- Det er en kamp vi skal vinde. Det er der ingen tvivl om. Men leverer vi ikke, som jeg ved vi kan, så kan de sagtens blive en svær kamp, konstaterer Sydhavs-træneren, der forventer at fynboerne praktiserer en del syv mod seksspil, som de gjorde i sidste sæson med den bastante stregspiller Lars Froholdt som omdrejningspunktet.
- Det er et lidt underligt hold, som man ikke rigtig ved hvor man har. De har et par spillere, som hvis de er i spillehumør, kan gøre ondt på os, siger Klavs Bruun Jørgensen, der peger på venstrebacken Jacob Lyck og den rutinerede keeper Frank Mikkelsen også kaldet "TV-Frank", der er tilbage på Fyn efter ophold i både TMS Ringsted og senest HØJ.
Må ikke skydes varm
- Han kan jo lukke målet helt af, hvis han har en af de dage, så ham må vi ikke skyde varm, understreger Klavs Bruun Jørgensen.
I sidste sæson havde Team Sydhavsøerne problemer med Odenses højre back Dines Kjeldgaard, men han er i sommerpausen skiftet til TMS Ringsted.
- Og erstatningen på højre back har ikke samme niveau, vurderer Klavs Bruun Jørgensen.
Fynboerne har lagt fra land, ligesom Team Sydhavsøerne, med en sejr og et nederlag. De slog oprykkerne fra Faaborg i første spillerunde, men fik en gevaldig øretæve sidste fredag i Tønder, hvor sønderjyderne vandt 41-23.
De undgik nedrykning i sidste sæson, men er tippet til at slutte i den tunge ende også i denne sæson.
Team Sydhavsøerne må fortsat undvære bagspilleren Lasse Hamann-Boeriths, der ikke kan blive en rygskade kvit trods utallige behandlinger.
- Så nu må jeg give ryggen den ro der skal til, for at blive klar igen. Det er møgirriterende, at jeg ikke kan hjælpe på banen, siger Lasse Hamann-Boeriths, der heller ikke får meget søvn for tiden, men det skyldes anderledes lykkelige omstændigheder, da han for et par uger siden er blevet far for første gang.
Der er kampstart kl. 19:30 i Dalum-Hallen i Odense.
Seneste artikler
Byggerådgiver købte mellemnavnet "awesome" efter festival
Nu er Kun For Forrykte festival skudt i gang
Se videoen: Stort amerikansk fly fløj lavt henover Lolland og Falster
Borgmesterens bedste råd: Tag ikke telefonen ved ukendt nummer
Ingen børn skal stå på sidelinjen: Fond giver stor donation
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland