EHF: AGK er ikke godkendt til Parken

Dansk Håndbold Forbund (DHF) skrev på sin hjemmeside onsdag, at det europæiske håndboldforbund (EHF) har godkendt AG Københavns ønske om at spille en eventuel CL-kvartfinale i Parken.

Men EHF kender ikke noget til godkendelsen.

- Vi har fået en forespørgsel fra AGK om at spille i Parken. Men fordi vi endnu ikke ved med sikkerhed, at AGK går i kvartfinalen, analyserer vi situationen i øjeblikket, og der vil først falde en beslutning i næste uge, siger pressechef i EHF, JJ Rowland til Ritzau.

AG København skal først gøre arbejdet færdigt mod svenske IK Sävehof lørdag aften. Efter en sejr på ni mål i Sverige i den første kamp, ligner returkampen en formalitet, der bare skal overstås for at sikre kvartfinalebilletten i Champions League.

Hos EHF vil man alligevel give IK Sävehof den respekt, at man ikke træffer sådan en beslutning, før AGK helt sikkert har kvalificeret sig til kvartfinalen.

- Der er arrangeret et møde på tirsdag i Wien inden lodtrækningen til kvartfinalerne. Og her vil den endelige beslutning blive truffet. Forudsat selvfølgelig, at AGK kvalificerer sig til næste runde, siger pressechefen.

Det undrer dog DHF, der helt bestemt mener, at EHF i går sendte en mail med godkendelse af projektet til både DHF og AGK.

- Det er da en meget sjov mail, de så har sendt til os. Så udtrykker de sig fuldstændig tåbeligt i den mail.

- Jeg mener, de har godkendt det. Ellers ville jeg ikke skrive det, siger Finn Tage Jensen, der er pressechef i DHF.

På denne baggrund skrev pressechefen onsdag på DHF's hjemmeside:

- Det europæiske håndboldforbund, EHF, har i en officiel skrivelse givet de danske mestre i herrehåndbold, AG København, tilladelse til at spille en kommende Champions League kvartfinale i Parken, København.

Administrerende direktør i AG København, Søren Colding er ligesom EHF meget uforstående over for den udmelding fra DHF.

- Vi kæmper med EHF dag og nat for at få den godkendelse. Vi er langt fra målet, så det overrasker mig meget, at det står på DHF's hjemmeside, at EHF skulle have godkendt det. Det har de ikke. De har bestemt ikke godkendt noget som helst. Tværtimod, siger han.

I EHF har man dobbelttjekket situationen, og resultatet er fortsat det samme.

- Der er ikke truffet nogen beslutning endnu. Det bliver der først i næste uge.

- Jeg har tjekket med vores turneringsudvalg. Situationen er den, at EHF er positiv over for, at AGK kan spille en kvartfinale i Parken. Men der er endnu ingen endelig afgørelse, slår JJ Rowland fast.

/ritzau/

Forvirringen om AG Københavns Champions League-eventyr fortsætter.

Offentliggjort Sidst opdateret