Ehlers og Jets smider føringer og samlet forspring
Nikolaj Ehlers (nummer 27) og Winnipeg Jets tabte 2-5 til Colorado Avalanche. Foto: Terrence Lee/Ritzau Scanpix
Nikolaj Ehlers og Winnipeg Jets tabte den anden ottendedelsfinale mod Colorado Avalanche efter flere føringer.
Nikolaj Ehlers og hans ishockeyklub, Winnipeg Jets, mistede natten til onsdag føringen i slutspilsserien mod Colorado Avalanche.
På hjemmebane tabte Winnipeg Jets med 2-5, og dermed udlignede Colorado Avalanches til sammenlagt 1-1 i serien, der spilles bedst af syv kampe.
Winnipeg førte ellers med både 1-0 og 2-1, men Colorado sluttede anden periode bedst af og ændrede 1-2 til 4-2 i de sidste seks minutter.
I tredje periode havde Ehlers med fem minutter tilbage en stor chance for at reducere til 3-4, men den russiske keeper Alexandar Georgiyev reddede forsøget.
Det blev vitalt, mener Colorado-spilleren Josh Manson.
- Den redning, han lavede på Ehlers til sidst, var den redning, vi havde brug for. Han spillede fantastisk hele kampen, siger Manson om Georgiev ifølge Reuters.
I stedet for reducering udbyggede udeholdet sejren ved at score i et tomt mål i sidste minut.
Tredje kamp i ottendedelsfinalen spilles natten til lørdag dansk tid.
Winnipeg har haft hjemmebane i de to første kamp, nu skal de næste to spilles med Colorado som vært.
Skulle Winnipeg ryge ud i denne omgang, er der større sandsynlighed for, at Ehlers slutter sig til det danske landshold, der tager hul på VM 11. maj.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned