Ehlers og Winnipeg slår mestrene for anden gang i streg
Her ses Nikolaj Ehlers (til venstre) under en kamp mod Nashville Predators 4. februar. Natten til fredag scorede Ehlers og sikrede sit hold en 4-2-sejr over de forsvarende mestre, St. Louis Blues. Foto: Terrence Lee/Ritzau Scanpix
Terrence Lee/Ritzau Scanpix
Danske Nikolaj Ehlers scorede natten til fredag og sikrede Winnipeg Jets en 4-2-sejr over St. Louis Blues.
Den danske ishockeyspiller Nikolaj Ehlers gjorde sig natten til fredag dansk tid positivt bemærket på isen i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL.
Ehlers' hold, Winnipeg Jets, vandt 4-2 over St. Louis Blues.
Allerede i første periode kom Winnipeg Jets foran, da Jansen Harkins scorede efter syv minutter.
I anden periode fulgte holdkammeraten Patrik Laine trop og øgede føringen til 2-0, inden St. Louis Blues med to mål udlignede til 2-2.
I tredje periode sikrede Winnipegs Andrew Copp endnu et mål, før Nikolaj Ehlers cementerede sejren med en scoring på tomt mål.
Det er Winnipegs anden sejr i træk mod St. Louis Blues, der er forsvarende mestre og det nuværende tophold i Western Conference.
De to sejre i træk har været tiltrængte for Ehlers' hold, som inden da havde tabt fem kampe i streg.
Natten til fredag var også danske Alexander True på isen for San Jose Shark.
Han blev noteret for en assist i holdets 6-3-sejr over Edmonton Oilers.
Den 22-årige dansker, der natten til onsdag i denne uge havde debut i NHL, er den 14. dansker til at optræde i den nordamerikanske liga.
Hans far, Søren True, var en af de allerførste danskere i nordamerikansk ishockey.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker