Ejendomme sikrer Silkeborgs succeshold pænt overskud
Kent Nielsen og Silkeborg gjorde det fremragende i foråret, hvor holdet som oprykker bookede en plads i mesterskabsslutspillet og endte med bronze. Torsdag aften skal Silkeborg forsøge at booke en plads i Europa League. (Arkivfoto). Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Fodbolden har givet et minus i årets første seks måneder, men superligaklubben Silkeborg har solidt overskud.
Silkeborg har styrket klubbens økonomi med et overskud på 8,5 millioner kroner i første halvår af 2022.
Det oplyser superligaklubben torsdag formiddag.
Det er dog ikke på fodbolden, at Silkeborg tjener penge, men i stedet på klubbens udlejningsejendomme.
Ejendommene bidrager til regnskabet med et overskud på 11,7 millioner kroner før skat, mens fodboldforretningen til trods for omsætningsfremgang på alle fronter leverer et underskud på 1,5 millioner kroner.
Sportsligt klarede Silkeborg sig godt i foråret og hentede bronze i Superligaen, og der er fremgang i antallet af tilskuere, match day-indtægter, tv-penge og sponsorindtægter.
Silkeborg valgte dog af strategiske årsager at holde på spillertruppen i vinterens transfervindue.
- Derfor lever vi da også fint med et beskedent underskud i denne del af forretningen, siger direktør Kent Madsen til klubbens hjemmeside.
Salget denne sommer af forsvarsspilleren Rasmus Carstensen til belgiske Genk er ikke en del af halvårsregnskabet.
Silkeborg opjusterede efter salget i begyndelsen af august forventningerne til årsregnskabet med 20 millioner kroner, så klubben budgetterer med et overskud på 40 til 50 millioner kroner for 2022.
I budgettet regner ledelsen desuden med, at Silkeborg skal spille i Conference League, men holdet har fortsat chancen for at sikre sig en plads i det mere lukrative Europa League.
Torsdag aften møder Silkeborg på egen bane finske HJK Helsinki i playoffrunden til gruppespillet. Midtjyderne tabte det første opgør i Helsinki med 0-1, og derfor er kravet en sejr på mere end et mål i returkampen.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker