Ejere blokerer for salg af Liverpool FC

Liverpool FC's amerikanske ejere siger, at de har fået domstol i Texas til at nedlægge et midlertidigt forbud mod et forestående salg af den engelske fodboldklub.

Bestyrelsen i Liverpool vandt ellers onsdag en sag i den engelske højesteret mod ejerne George Gillett og Tom Hicks, der påstod, at bestyrelsen havde handlet ulovligt, da den sagde ja til en salgspris på 2,5 milliarder kroner, som selskabet New England Sports Ventures har budt (NESV).

- De har konspireret i et forsøg på at udtænke og gennemføre en plan om at sælge LFC til NESV til en pris, som de ved er flere hundrede millioner dollar under den reelle markedsværdi (og et godt stykke under magasinet Forbes nylige uafhængige vurdering på 822 millioner dollar), skriver Gillett og Hicks i en meddelelse.

Liverpools bestyrelse, der holdt møde helt frem til omkring midnat onsdag, skriver i en meddelelse, at den beklager, at ejerne forsøger at nedlægge forbud mod det forestående salg.

- De uafhængige bestyrelsesmedlemmer betragter forbuddet som uberettiget og skadende og vil så hurtigt som muligt søge at få det fjernet, skriver bestyrelsen.

Allerede i sidste uge slog Liverpools bestyrelsesformand, Martin Broughton fast, at han var skuffet over, at Gillett og Hicks forsøgte at hindre salget. Ejerne mener, at de skal have mere tid til at forhandle en bedre slagspris.

- Dette var deres sidste chance for at forlade klubben med hænderne over hovedet. Det er en skam, at de har valgt denne strategi, sagde Broughton til Sky Sports.

/ritzau/Reuters

Liverpool FC's amerikanske ejere George Gillett og Tom Hicks har fået en amerikanske domstol til at nedlægge et midlertidigt forbud mod salget af klubben.

Offentliggjort Sidst opdateret