Eksmanager: Suarez kan være Liverpool-fortid
Den tidligere Liverpool-manager Graeme Souness mener, at Luis Suarez dage i klubben kan være talte, efter angriberen i søndagens 2-2-opgør hjemme mod Chelsea bed Branislav Ivanovic i armen.
- Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal tænke om det. Det er pinligt, siger Souness til Sky Sports efter søndagens opgør.
- Bestyrelsens opgave er at tiltrække og sikre sig de bedste fodboldspiller og få dem til at blive i klubben.
- Han gør det meget svært for sig selv at blive i klubben.
- Det vigtigste er at sikre klubbens gode omdømme. Det er en klub med et omdømme på linje med Barcelona, Real Madrid og Manchester United.
- Folk vil snakke om det her i meget, meget lang tid, og det kommer til at sætte klubben i et dårligt lys. Især i en uge som denne med årsdagen for Hillsborough-ulykken.
Den 15. april 1989 blev 96 Liverpool-tilhængere mast ihjel, da der udbrød panik blandt tilskuerne på Hillsborough Stadion i Sheffield.
Det engelske fodboldforbund, FA, vil nu se på den kontroversielle episode, og først derefter vil forbundet beslutte, om der skal åbnes en disciplinærsag mod Suarez.
Hvis den uruguayanske Premier League-topscorer bliver idømt en karantæne for at bide en modspiller, så vil det ikke være første gang, at det sker.
I 2010 modtog han som Ajax Amsterdam-spiller syv spilledages karantæne, da han bed PSV Eindhovens Otman Bakkal i en kamp i den hollandske Æresdivision.
Skulle Suarez få en karantæne af samme længde, så er sæsonen ovre for den målfarlige angriber, da Liverpool blot mangler at spille fire kampe af denne sæson i Englands bedste fodboldrække.
Suarez er øverst på topscorerlisten i Premier League med 23 mål.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde