Ekspert: Dansk nederlag var gratis

Det danske nederlag mod Holland i VM's Gruppe E gav ikke fodboldeksperten Morten Bruun afgørende nye informationer om det danske hold.

Danmark står der, hvor han hele tiden har regnet med, at Danmark stod. Og han mener ikke, at nederlaget er videre katastrofalt i forhold til Danmarks chancer for at gå videre fra gruppen.

- Jeg hører ikke til dem, der mente, at vi nødvendigvis skulle have point mod Holland. Kampen var på en eller anden måde gratis. Så kan man bagefter sige, at hvis vi ikke havde lavet selvmål, havde vi måske fået point, siger han.

Han lærte som nævnt ikke meget nyt om det danske hold, der var tippet til at være underdogs imod de velspillende hollændere.

- Der skete ikke noget i dagens kamp, som vi ikke vidste for to dage siden. Nederlaget var forventeligt og til at leve med. Vi tabte 0-2 mod et hold, der var bedre end os, lyder analysen fra Bruun.

Han mener desuden, at Nicklas Bendtners vigtighed for det danske hold blev understreget. Derfor kom det heller ikke bag på ham, at den danske offensiv faldt i kvalitet, da Bendtner blev taget ud.

Til gengæld kan angriberens overraskende startplads i kampen mod Holland være et varsel om, at Arsenal-spilleren er ved at være helt klar.

- Vi kan måske sige, at det var et skridt mod, at han bliver klar til de næste kampe, at han fik en time. Han laver nogle vendinger og ting, som man ikke gør, hvis man ikke er spilleklar, vurderer Bruun.

/ritzau/

Der var ikke noget i det danske 2-0 nederlag til Holland, der overraskede fodboldkommentator Morten Bruun. Danmark står, hvor vi troede, lyder vurderingen.

Offentliggjort Sidst opdateret