Den internationale sportsdomstols (CAS) udsættelse af Alberto Contador-sagen til august, gør det mindre sandsynligt, at den spanske cykelrytter kommer til start i dette års Tour de France.
Det vurderer Eurosports cykelkommentator Thomas Bay.
Han forventer, at selskabet bag Tour de France vil frabede sig at have sidste års vinder med, når der ikke inden løbet foreligger en afgørelse i sagen om Contadors positive dopingtest fra sidste års Tour de France.
- Med de perspektiver, der kan tegne sig i worst-case-scenario, altså hvis han bliver dømt, så hælder jeg mest til, at det bliver et nej fra deres side. Fordi der ikke er en afgørelse inden Tour'en, siger Thomas Bay.
CAS meddelte tirsdag, at appelsagen i Contador-sagen bliver behandlet den 1.-3. august, det vil sige efter afslutningen på årets Tour de France.
Den spanske cykelunion frifandt tidligere i år Alberto Contador for brug af dopingstoffet clenbuterol under Tour'en, men afgørelsen blev appelleret af den internationale cykelunion (UCI) og det internationale antidopingagentur (Wada).
Thomas Bay forstår godt, hvis selskabet bag Tour de France overvejer en ekstra gang, om de ønsker at have den spanske rytter med i årets løb.
- Det er faktisk meget svært, hvis man skal se det fra Tour-arrangørernes side. Hvis Contador bliver dømt i august, risikerer de at få en mand med, hvor man skal pille sejren fra 2010 af ham og også en eventuel sejr i 2011.
- Det vil efterlade deres løb i fuldstændigt kaos, og i sidste ende kan det være katastrofalt i forhold til sponsorer. Det er de overvejelser, de sidder med, siger Thomas Bay. /ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned