Eksperter roser Lindegaard for stamplads

De seneste fire kampe er Anders Lindegaard startet inde i Manchester Uniteds mål foran spanske David De Gea. Danskeren har stået seks af de seneste syv kampe, så han ligner lige nu manager Alex Fergusons førstevalg til målmandsposten.

En meget flot bedrift, mener den tidligere Premier League-spiller Martin Laursen.

- Det er en kæmpe overraskelse. Bare det at Lindegaard er i Manchester United, er en mega overraskelse. Men han har en rigtig god attitude. Det gælder om ikke være generet, at tro på egne evner og have her-kommer-jeg-attituden.

- Det ser ud til, at Lindegaard skal begynde at gøre det rigtig skidt, før De Gea igen får chancen, vurderer den tidligere Aston Villa-anfører.

Lindegaard har på det seneste stået i svære udekampe som mod Newcastle, Manchester City og senest søndag mod Arsenal, hvor United vandt 2-1.

Og generelt har han gjort det godt, vurderer den tidligere landsholdsmålmand Peter Kjær.

- Lindegaard har vist ro og styrke, når der er blevet kaldt på ham. United ved, hvad de får med Lindegaard på mål. Så lige nu er der ingen argumenter for, at han ikke skal spille næste kamp, siger Peter Kjær.

Næste opgave for Manchester United bliver på lørdag, hvor det engelske mesterhold gæster Anfield og Liverpool i FA Cuppens fjerde runde.

/ritzau/

Det er ifølge danske eksperter imponerende, at Anders Lindegaard er blevet førstevalg i Manchester United.

Offentliggjort Sidst opdateret