Eksperter tror på Solbakken

Ståle Solbakken kan godt blive i FC København frem til kontraktudløb i sommeren 2011, selv om spillerne ved, at træneren derefter forlader klubben. Det vurderer flere fodboldeksperter.

- Ståle er en kæmpe personlighed og er så sindssygt ærekær. Han skal til et landstrænerjob, og han skal nok vise, hvad han kan indtil da, siger tidligere SAS Liga-træner Poul Hansen til Ekstra Bladet.

Det vakte ellers opsigt, da Ståle Solbakken tirsdag aften meddelte, at han skal være norsk landstræner fra januar 2012. Nordmandens nuværende arbejdsgiver, FC København, garanterede samtidig, at han fortsætter som træner for klubben frem til sommeren 2011.

Trods det usædvanlige i en opsigelsesperiode på 20 måneder vil det i dette tilfælde kunne lade sig gøre, vurderer en anden tidligere SAS Liga-træner, Morten Bruun.

- Hvis det nu endelig skal være, og når tidshorisonten er så lang, så vil den reaktion, som man normalt kunne frygte fra spillerne, ikke komme. Og jeg har så meget fidus til Ståle som leder, at jeg ikke tror, at det vil svække ham, siger Morten Bruun.

/ritzau/

Både Poul Hansen og Morten Bruun tror, at træner Ståle Solbakken kan blive i FC København frem til sommeren 2011, selv om han allerede har fået et andet job.

Offentliggjort Sidst opdateret