Eksperter undrer sig over Wilbek-udtagelse
Landstræner Ulrik Wilbek har forklaret, at han har valgt at se bort fra Bo Spellerberg og Kasper Nielsen til to venskabskampe på grund af manglende form.
De to erfarne spillere med tilsammen 385 A-landskampe har simpelthen ikke spillet godt nok på det seneste.
Men den begrundelse køber den tidligere AG København-træner og nuværende håndboldekspert på DR, Søren Herskind, ikke.
- René Toft Hansen spiller stort set ikke i Kiel, og Henrik Toft Hansen har været skadet i flere uger. Men de er med.
- Hvordan kan Bo og Kasper så miste deres landsholdsplads, fordi de ikke spiller godt for tiden? Det er noget sludder fra Ulriks side, siger Søren Herskind til Jyllands-Posten.
I forvejen har playmaker Thomas Mogensen og Lasse Boesen meldt fra til landsholdet, og derfor burde der være mere brug for Bo Spellerberg end nogensinde før, mener TV 2's håndboldekspert Bent Nyegaard.
Wilbek har i stedet valgt at satse på Rasmus Lauge og uprøvede Morten Olsen på playmakerpladsen til testkampene mod Argentina i begyndelsen af november.
- Det er til enhver tid Ulriks ret at eksperimentere, og jeg håber, at denne udtagelse er et eksperiment. For i min bog bør Bo Spellerberg være på landsholdet hver gang.
- Denne udtagelse undrer mig, men jeg bliver først for alvor overrasket, hvis ikke både Bo og Kasper er med næste gang. De bør være selvskrevne frem til og med EM i 2014, mener Nyegaard.
Tidligere playmaker på landsholdet, Skjern-spilleren Jesper Jensen, forstår ikke Wilbeks brug af Bo Spellerberg.
- Bo har vel aldrig spillet mere end tre gange fem minutter i en landskamp under Ulrik. I mine øjne har hans snor aldrig været lang nok.
- Bo har ikke fået den tillid, som han er berettiget til efter 10 år som stor ligaprofil. Det er der mange i håndboldkredse, der har undret sig over i mange år. Jeg kan ikke finde årsagen, siger Jesper Jensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned