Ekstremsejlere vil være fyrtårn for dansk sejlads
Professionel sejlsport skal have danskernes opmærksomhed, mener to skippere, der sejler i en ekstremserie.
Co-skipperne Jes Gram-Hansen og Rasmus Køstner har for længst slået deres navne fast blandt de absolut dygtigste sejlere i verden.
De deltager i den hurtige professionelle sejlsports-serie Extreme Sailing Series og håber, de med deres katamaran kan åbne danskernes øjne op for professionel sejlads. Også når OL's flamme er slukket.
- Sejlsport i Danmark får ikke meget bevågenhed. Vi håber selvfølgelig, at vi med dette projekt kan være med til at åbne øjnene lidt for sejlsport, og hvad den har at byde på.
- I Danmark er det typisk ved OL, at man ser sejlsport, men så er det hurtigt glemt igen, siger Jes Gram-Hansen.
Sammen med Rasmus Køstner står han i spidsen for det eneste danske hold, der sejler med i Extreme Sailing Series. Her dyster 40-fods katamaraner i at være hurtigst i adskillige løb fordelt over hele året.
De sejler hurtigere end vinden og når en hastighed på over 55 kilometer i timen. Ofte går det så stærkt, at katamaranen slipper vandet og flyver flere meter over bølgerne.
Og ved at være med i netop denne ekstremserie, hvor sponsorer ofte står for udgifter til både, udstyr og mandskab, håber danskerne at inspirere flere unge til at turde drømme om en karriere indenfor sejlsport.
- Jeg tror, at det har en stor betydning for dansk sejlsport, at vi er med i denne serie.
- Jes og jeg vil rigtig gerne have, at dette hold kan være et fyrtårn i dansk sejlsport, være med til at præge nogle ungdomssejlere og vise dem, at hvis man arbejder hårdt og målrettet, kan man få en fremtid i professionel sejlsport, siger Rasmus Køstner.
Extreme Sailing Series sejlede i 2014 i Singapore, Oman, Qingdao, Skt. Petersborg, Cardiff, Istanbul og Nice, inden der i december blev sejlet finale i Sydney. Det danske hold endte på en samlet ottendeplads.
Det danske hold er med igen, når den nye sæson begynder i Singapore fra 6. til 9. februar.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned