Elfenbenskysten sniger sig videre efter trænerfyring
Jean-Louis Gasset blev fyret onsdag eftermiddag. Onsdag aften gik hans nu forhenværende hold videre fra gruppespillet ved Africa Cup of Nations. (Arkivfoto). Foto: Issouf Sanogo/Ritzau Scanpix
Elfenbenskystens skæbne var i hænderne på andre, og det flaskede sig for nationen, der lige nu er uden træner.
Onsdag har formentlig været en ambivalent omgang for spillerne på Elfenbenskystens fodboldlandshold.
I løbet af eftermiddagen blev deres træner, Jean-Louis Gasset, fyret efter skuffende resultater i gruppespillet ved Africa Cup of Nations.
Og hen på aftenen blev ivorianerne på trods af de skuffende resultater sikret avancement til knockoutfasen ved selvsamme turnering.
De sidste resultater i gruppespillet flaskede sig nemlig således, at Elfenbenskysten går videre som et af de mandskaber, der sluttede gruppespillet på tredjepladsen.
Helt specifikt har Elfenbenskysten meget at takke Marokko for. Marokkanerne vandt nemlig med 1-0 over Zambia, som med nederlaget lige præcis ikke fik nok point til at gå videre som treer.
Fire treere fra de seks grupper er gået videre til knockoutfasen, og Elfenbenskysten gik videre som den dårligste treer med tre point.
Elfenbenskysten skal i ottendedelsfinalen nu møde Senegal i slutrunden på hjemmebane.
Ivorianerne åbnede Africa Cup of Nations med en sejr over Guinea-Bissau, men tabte siden til Nigeria og Ækvatorialguinea, og det var for meget for nationens fodboldforbund, som sparkede træneren ud.
Også Namibia sikrede sig onsdag en plads i knockoutfasen. Det er første gang i landets historie, at holdet lykkes med at avancere fra gruppespillet.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde