Eller assisterer forgæves i nederlag mod NHL-mester
Lars Eller (med nummer 20 i rødt) ses her i kamp med Philadelphias spillere. Danskeren kom på pointtavlen mod Pittsburgh natten til lørdag. Foto: Scanpix/Amber Searls
Scanpix/Amber Searls
Washington Capitals tabte grebet om kampen mod Pittsburgh Penguins i kampens sidste periode og tabte 4-7.
Den danske forward Lars Eller kom på pointtavlen, da der var storkamp i verdens bedste ishockeyliga, NHL, natten til lørdag dansk tid.
Her tog det forsvarende mesterhold, Pittsburgh Penguins, mod Washington Capitals, der de seneste to sæsoner har fået flest point af alle NHL-hold i grundspillet.
Kampen blev en intens og målrig affære.
Pittsburgh startede bedst og bragte sig foran 2-0, før Washington og superstjernen Alex Ovechkin stemplede ind med en reducering til 1-2.
Pittsburgh bragte sig foran 3-1, men så dukkede danske Lars Eller op.
Eller stoppede op med pucken, før han fandt en fremadstormende Dmitry Orlov i modsatte side af banen. Orlov satte staven på Ellers aflevering og sendte pucken i nettet til 2-3.
Assisten var danskerens point nummer 26 i 50 kampe i denne sæson. Eller har lavet 16 assister og 10 scoringer.
Knap otte minutter efter Ellers assist udlignede Evgeny Kuznetsov til 3-3.
Pittsburgh fik arbejdet sig tilbage i kampen, og Evgeni Malkin bragte mesterholdet foran 4-3, før Alex Ovechkin udlignede til 4-4 med sit andet mål i kampen.
Men så smed Pittsburgh for alvor fløjlshandskerne.
Med tre scoringer på fire minutter midt i perioden trak holdet afgørende fra. Washington var ikke i stand til at svare tilbage, og så endte kampen 7-4 til hjemmeholdet Pittsburgh.
Mesterholdet fra de to seneste sæsoner ligger nummer fem i Eastern Conference med 61 point for 53 kampe.
Washington indtager tredjepladsen i samme gruppe med 65 point for 51 kampe.
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet