Eller laver tre point for Washington i semifinalesejr i NHL
Lars Eller lykønskes af sine holdkammerater, efter at han har bragt Washington Capitals foran 3-2 i nattens kamp mod Tampa Bay Lightning. Foto: Scanpix/Kim Klement
Scanpix/Kim Klement
Den danske ishockeyspiller spillede en af hovedrollerne, da Washington Capitals slog Tampa Bay Lightning 6-2.
Lars Eller og Washington Capitals marcherer videre mod Stanley Cup-finalen i verdens bedste ishockeyliga, NHL.
Natten til mandag blev det til en sikker sejr på 6-2 ude over Tampa Bay Lightning.
Dermed fører hovedstadsholdet 2-0 i serien, hvor der spilles bedst af syv kampe.
Lars Eller spillede en afgørende rolle, da de to hold kæmpede om overtaget ved stillingen 2-2 i anden periode.
På under et minut var han med til at bringe Washington foran 4-2. Først på en scoring fra en position foran mål og siden med en assist til Evgeny Kuznetsovs scoring.
Eller blev først krediteret for scoringen, men dommerne gav siden målet til russeren, da pucken gik ind via målvogterens skinne i stedet for danskerens stav.
Washington bragte sig yderligere foran på en scoring af Alex Ovechkin kort inde i tredje periode, og med syv minutter tilbage af kampen stod Lars Eller for sin anden assist, da han lagde op til Brett Connollys scoring til resultatet 6-2.
Lars Eller blev efter kampen fremhævet som en af opgørets tre bedste spillere sammen med sine holdkammerater Evgeny Kuznetsov og Alex Ovechkin.
De to hold står igen over for hinanden, når de natten til onsdag mødes i kamp tre i Washington.
Natten til tirsdag spiller Winnipeg Jets med danske Nikolaj Ehlers på holdet kamp to i den anden semifinaleserie mod Vegas Golden Knights.
Canadierne vandt første opgør 4-2 hjemme i Winnipeg.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned