Elmer Møller møder grand slam-vinder i finale
Den danske tennisspiller Elmer Møller har leveret gode resultater i spanske Girona i denne uge. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Elmer Møller skal søndag møde Marin Cilic i finalen i Challenger-turneringen i spanske Girona.
Siden Davis Cup-triumfen for to måneder siden har Elmer Møller haft det svært på tennisbanerne. Men i denne uge er det gået forrygende for den 21-årige danske tennisspiller.
Lørdag vandt han 6-2, 6-1 over den femteseedede serber Dusan Lajovic og avancerede til finalen i Challenger-turneringen i spanske Girona.
I søndagens finale venter den tidligere grand slam-vinder Marin Cilic. Kroaten, der vandt US Open i 2014, vandt sin semifinale i to sæt over hollandske Jesper De Jong.
Dermed får Elmer Møller mulighed for at måle sig med en tidligere topspiller på gruset i Girona.
For Cilic er ikke hvem som helst. Den 36-årige kroat har vundet 21 titler på ATP Touren og var helt oppe som nummer tre i verden tilbage i 2018.
I de seneste år er Cilic raslet ned på verdensranglisten og er i dag nummer 143 på listen.
Elmer Møller, der på sit højeste var nummer 149 i verden tidligere i år, er lige nu nummer 156.
I lørdagens semifinale viste Elmer Møller, at han har niveau til at slå nogle af de bedre spillere. Således er Lajovic nummer 108 i verden og ganske ferm på grus.
I starten af året var Elmer Møller med til at besejre Serbien i en Davis Cup-kamp. Her vandt den unge dansker den afgørende kamp, efter at Danmark havde været bagud 0-2 i kampe.
Siden har Elmer Møller leveret nogle skuffende resultater på Challenger Touren - niveauet under ATP Tour.
Men i denne uge har aarhusianerens resultater været gode med fire sejre på stribe i Girona.
Søndagens finale mellem Elmer Møller og Marin Cilic er programsat til at begynde klokken 12.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker