EM: Karabatic og co. tager maksimumpoint med videre
Nikola Karabatic og Frankrig slog Hviderusland med 32-25. Foto: Reuters/Antonio Bronic
Reuters/Antonio Bronic
Frankrigs verdensmestre bankede Hviderusland, mens Island og Serbien holder hinanden på pinebænken.
De franske håndboldherrer har foreløbig været suveræne ved EM i Kroatien.
Tirsdag sikrede Nikola Karabatic og holdkammeraterne sig den tredje sejr af tre mulige i gruppe B, da Hviderusland blev slået 32-25.
Dermed tager franskmændene de maksimale fire point med videre til mellemrunden.
Selv om hviderusserne midtvejs i første halvleg var foran med 9-7, så var der aldrig tvivl om udfaldet mod det stærke franske hold, der for et år siden vandt VM-guld.
Ved pausen var Frankrig foran 14-11, og føringen blev udbygget til 26-18, før Hviderusland til sidst fik pyntet lidt på resultatet.
I mellemrunden skal de regerende verdensmestre op mod tre modstandere fra gruppe A på vejen mod en eventuel semifinale.
Det ligger allerede fast, at den ene kamp bliver mod Kroatiens værter, mens der endnu ikke er afgjort, om franskmændene skal op mod Sverige, Island eller Serbien i de to øvrige kampe.
Island og Serbien stod ligeledes over for hinanden tirsdag aften, og affæren endte med en serbisk sejr på 29-26.
Hvis Serbien i de sidste sekunder havde scoret et enkelt mål mere, så havde det sendt Island hjem fra EM. Målmand Björgvin Gustavsson fik dog reddet det serbiske forsøg.
Midtvejs i anden halvleg var islændingene ellers på sikker kurs mod mellemrunden med en føring på 23-20. Blot uafgjort havde sikret holdet fra vulkanøen en plads i mellemrunden.
I stedet bliver Island og Serbiens skæbne først afgjort, når Kroatien og Sverige mødes klokken 20.30. Kroaterne er det eneste hold, der kan vide sig sikker på avancement.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker