EM-stadion i München lyser op i regnbuens farver
22. og 23. juni vil Allianz Arena lyse op i regnbuens farver. Foto: Christof Stache/Ritzau Scanpix
Allianz Arena vil under EM lyse op i regnbuens farver for at fejre Münchens pride-weekend. I 2021 fik man nej.
Under EM i 2021 fik München ikke Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) tilladelse til at lyse Allianz Arena op i regnbuens farver i forbindelse med en kamp mellem Tyskland og Ungarn.
Årsagen var dengang, at det blev set som en politisk markering, fordi Ungarn havde vedtaget en lov om begrænsning af LGBT+-indhold til mindreårige.
Men når EM fredag begynder, er stadionet i München igen blandt de anvendte arenaer, og denne gang vil regnbuefarverne pryde facaden.
Det sker 22. og 23. juni, oplyser Uefa til AFP.
Ifølge nyhedsbureauet sker det som en del af fejringen af byens pride-weekend.
Allianz Arena er normalt hjemmebane for storklubben Bayern München og har plads til lidt over 75.000 tilskuere.
Ved EM, hvor Tyskland denne gang er enevært, skal det først lægge græs til åbningskampen mellem Tyskland og Skotland.
Dernæst spilles opgøret mellem Danmark og Serbien og den ene semifinale blandt andet på det store stadion.
Officielt har Allianz Arena skiftet navn til Fussball Arena München under EM-slutrunden, som begynder fredag og slutter 14. juli.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker