Emily Pedersen nærmer sig golfdronningen Iben Tinning

Den danske golfspiller Emily Kristine Pedersen var senest med ved Solheim Cup sidste år, hvor Europa forsvarede titlen fra 2021 mod USA. I år er hun med for fjerde gang i karrieren. Det er lige så mange, som golfdronningen Iben Tinning nåede at deltage i. (Arkivfoto). Foto: Jorge Guerrero/Ritzau Scanpix

Emily Pedersen deltager for fjerde gang i Solheim Cup og tangerer den danske golflegende Iben Tinning. I fremtiden kan hun overgå Tinning, vurderer iagttagere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Golfspillet kører for tiden ikke specielt godt for Emily Kristine Pedersen. Hun missede cuttet i de seneste to turneringer. Og ved sommerens OL sluttede hun skuffende i den tunge ende af feltet.

På den opdaterede verdensrangliste er Emily Pedersen nede som nummer 103. 15 europæere er højere på listen - heriblandt Nanna Koerstz Madsen.

Derfor kan det virke paradoksalt, at Suzann Pettersen, der er kaptajn for det europæiske hold ved Solheim Cup, fandt plads til Emily Pedersen blandt de 12 spillere, som dyster mod USA fra fredag til søndag.

Henrik Knudsen, der er golfkommentator hos Viaplay, er overrasket over, at Emily Pedersen overhovedet fik et wildcard, som der uddeles fire af.

- Jeg troede ikke, Emily ville blive udtaget denne gang. Resultaterne har ikke været til det. Men hun leverede varen sidste år, siger Henrik Knudsen.

For et år siden fik Emily Pedersen også et wildcard af den norske kaptajn, og med den fjerde udtagelse tangerer hun legenden Iben Tinning, der deltog fire gange fra 2002 til 2007.

- Iben var den store dengang. Og nu er det så Emily og Nanna, som vi ikke må glemme. Nanna er den eneste, der har vundet en LPGA-turnering, påpeger Henrik Knudsen.

- De har begge mange år foran sig endnu. Så de kan begge gå forbi Iben. Jeg fornærmer hverken Emily eller Nanna ved at sige, at de mangler lidt selvtillid, tro på egne evner og "her kommer jeg"-attitude i de rigtige situationer.

Iben Tinning nåede at vinde seks turneringer på Ladies European Tour, mens Emily Pedersen er noteret for fem.

- Det er næsten mest imponerende, at Iben var alene om det dengang. Hun har selv beskrevet, hvor ensomt det var at rejse rundt alene. Det er ret enestående, at en ener kunne klare sig.

- Nanna, Emily og Nicole (Broch Estrup, red.) har jo støttet hinanden, og de har været med til at presse hinanden, siger Henrik Knudsen.

Claus Mølholm, der er elitechef i Dansk Golf Union, vurderer, at Emily Pedersen har størst sandsynlighed for at overgå Iben Tinning.

- Iben Tinning var i mange år flagskibet. Emily er nu den spiller, der matcher Iben mest. Både hvad angår turneringssejre og udtagelser til Solheim Cup. På den måde har Emily taget stafetten.

- Men der kan komme skader eller formdyk. Bundniveauet er dog så højt, at det vil undre mig meget, hvis hun ikke tjekker ind med flere sejre.

28-årige Emily Pedersen har sammen med resten af det europæiske hold ved Solheim Cup i denne uge svinget køllerne og trænet på Robert Trent Jones Golf Clubs baner i Virginia forud for opgøret mod USA. Foto: Scott Taetsch/Ritzau Scanpix

- Iben Tinning satte nogle standarder, som alle andre har halset bagefter. Men Emily kan helt klart give Iben kamp til stregen om at blive dronningen af dansk golf historisk set, siger elitechefen.

Emily Pedersen kom allerede på landsholdet som 12-årig, hun blev danmarksmester som 14-årig og europamester som 17-årig.

- Vi ser Emilys udtagelse til Solheim Cup som en cadeau til dansk golf. Emily startede på landsholdet for mere end ti år siden. Hun kom med på træningslejre og begyndte at spille amatørturneringer.

- Så Emily har været på en lang rejse. Hun er et godt eksempel på en spiller, som virkelig har haft en nedtur i en periode, men er kommet tilbage, siger Claus Mølholm.

Han vurderer, at Emily Pedersens aftryk ved de seneste europæiske sejre i Solheim Cup vejede tungere end det aktuelle formdyk.

- Det kommer bare Emily til gode, at hun har været med de seneste to gange og har hentet point. Så får man kredit på kontoen.

- Når vi er ovre i wildcard-delen, er det kaptajnen, der suverænt sætter holdet. De har bare et godt forhold, og Emily leverer varen, siger Claus Mølholm.

Ritzau Grafik. Foto: WER/Free

Solheim Cup - kvindernes pendant til Ryder Cup - går i gang fredag og slutter søndag.

/ritzau/

FAKTA: Bliv klogere på golfturneringen Solheim Cup

Solheim Cup er en turnering, hvor de bedste golfspillere fra USA og Europa dyster mod hinanden hvert andet år. I år afvikles den 18. udgave af dysten over tre dage fra fredag til søndag i USA, hvor i alt 28 point er på spil. Europa kan vinde med uafgjort.

Bliv klogere på turneringen for kvinder her:

* Solheim Cup blev afviklet første gang i 1990.

* Turneringen spilles hvert andet år. Turneringen blev afviklet i både 2002 og 2003 for at flytte den til ulige år for ikke at kollidere med Ryder Cup, der er USA mod Europa for mandlige golfspillere. Den blev også spillet i 2023, og den afvikles igen i år for at flytte den tilbage til lige år.

* Turneringen er blevet afviklet 17 gange. USA fører 10-7, men Europa er forsvarende mester.

* Iben Tinning var den første dansker ved Solheim Cup. Hun var med på Europas hold i 2002, 2003, 2005 og 2007. Emily Pedersen blev i 2017 den anden dansker ved Solheim Cup og var også med i 2021 og 2023. I år er Emily Pedersen med for fjerde gang.

* I år bliver turneringen afviklet på Robert Trent Jones Golf Clubs baner i Gainesville, Virginia.

* USA og Europa stiller med 12 spillere hver. Derudover har hvert hold én kaptajn og tre assisterende kaptajner - de fire spiller ikke.

Bliv klogere på turneringsformatet her:

* Der spilles i alt om 28 point. Hvis det ender 14-14, bevarer den forsvarende mester (Europa) titlen.

* Hver sejr giver et point. Uafgjort giver et halvt point.

* Over fredag og lørdag spilles der otte foursomes og otte fourballs. Søndag spilles der 12 singlekampe.

* Foursome: Der spilles to mod to, og hvert hold har kun én bold i spil. Spillerne fra holdet skiftes til at slå til bolden.

* Fourball: Der spilles igen to mod to, men hver spiller benytter kun sin egen bold. Når hullet afsluttes, er det den bedste score blandt de fire spillere, som vinder hullet.

* Single: Der spilles 12 en-mod-en-dyster.

Kilde: Solheim Cup.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu