Emma Aastrand drømmer om OL-guld efter succesfuldt VM
Emma Aastrand Jørgensen har både vundet guld i 200 meter enerkajak og bronze i 500 meter enerkajak. Her ses hun under 200 meter-finalen, hvor hun viste overskud ved at vinke til publikum på vej over målstregen. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Det har været en lang og opslidende sæson for roeren Emma Aastrand, som allerede nu har blikket mod OL i 2024.
Efter et vellykket verdensmesterskab på Bagsværd Sø kan roeren Emma Aastrand Jørgensen se tilbage på en flot, medaljerig sæson.
Til OL i Tokyo vandt Emma Aastrand bronze i både 200 og 500 meter enerkajak, og til VM blev det til guld i 200 meter enerkajak og bronze i 500 meter enerkajak.
Der er meget at være tilfreds med og nyde, men roeren er allerede begyndt at spejde mod OL i Paris 2024 og en potentiel guldmedalje.
- Alle dem, der ikke har en OL-guldmedalje, drømmer om det, og jeg er selvfølgelig en af dem. Det er tidligt at snakke om, men vi skal være realistiske omkring det, og der vil jeg være ærlig og sige, at jeg drømmer om guld en dag, siger hun.
For mange af de internationale roere har det været en ekstra lang og hård sæson, fordi coronapandemien har medført, at de store internationale konkurrencer har ligget tæt op ad hinanden.
Normalt er der aldrig VM i et OL-år, og det har Emma Aastrand også kunnet mærke.
- Det har været en lang, men god sæson. Man kæmper rigtig meget mentalt og fysisk efter OL, så jeg er kommet rigtig godt oven på op til VM, og det er jeg meget tilfreds med, siger hun.
Med det overståede VM er Emma Aastrand på vej til en mindre hektisk hverdag, og det glæder hun sig til. Hun er for nylig startet på studie, og så er der en længe ventet ferie i horisonten.
- Jeg skal ud og have nogle gode grin og hygge mig med den klasse, jeg er kommet i. Og så har jeg faktisk ferie i uge 42. Det kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har haft, så der tror jeg, at jeg skal ud at rejse, hvis ellers jeg kan skrabe nogle penge sammen til det.
- Efter den gode sæson, jeg har haft, synes jeg godt, jeg kan tillade mig at nyde det, og så tager vi alt det andet til den tid, siger den dobbelte VM-medaljevinder med et smil.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde