Emma efter vildt OL: - Det betyder alverden for mig

Emma Aastrand Jørrgensen med sin OL-bronzemedalje. Privatfoto

Kajakroeren Emma Aastrand Jørgensen, der stammer fra Maribo, sætter nu ord på sit OL, der begyndte skidt, men sluttede med en historisk medalje.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Wow, hvor skal jeg starte?

Sådan indleder kajakroeren Emma Aastrand Jørgensen tirsdag formiddag et opslag på Facebook, hvor hun ser tilbage på OL i Paris.

Medaljeslugeren, der stammer fra Maribo, blev den mest vindende kvindelige danske OL-atlet nogensinde, da hun i Paris vandt bronze i 500 meter enerkajak og dermed nåede op på sammenlagt fire OL-medaljer.

Nu har den 28-årige kajakroer haft tid til at lade de mange indtryk synke ind.

- OL i Paris har været en helt utrolig rejse – både fyldt med store sejre og svære øjeblikke.

- At starte OL med store drømme i toerkajak og ikke nå finalen sammen med min makker Frederikke var ikke en del af vores plan eller mål. Vi sad rigtig dårligt og kunne ikke hjælpe hinanden, hvilket gør, at vi ikke præsterer bedre, og når man er til OL, skal man være 100 procent og det var vi ikke den dag, øv.

- Vi roede med det, vi havde på dagen, og det var ikke nok, skriver Emma Aastrand Jørgensen blandt andet.

Men man skal som bekendt rejse sig ved det træ, man er væltet, og det gjorde Maribo-roeren i den grad.

- At tage OL-bronze i enerkajak var en kæmpe forløsning, og at blive Danmarks mest vindende kvindelige atlet synes jeg er helt vildt sejt at skrive på mit cv. Det er en sej drøm, der er gået i opfyldelse, skriver hun.

I opslaget takker hun også for den støtte, hun har fået fra forskellige undervejs.

- Nu ser jeg fremad mod nye mål og glæder mig til alt det, der skal ske. Men lige nu vil jeg bare nyde øjeblikket og være stolt af det, jeg har opnået.

- Tak til alle jer, der har heppet på mig hele vejen. Det betyder alverden for mig, slutter Emma Aastrand Jørgensen.

Under OL var både Emmas mor og søster i Paris for at støtte hende på tætteste hold. Det kan du læse mere om herunder.

Du kan i øvrigt møde Emma Aastrand Jørgensen i Nykøbing 6. september, hvor Nykøbing FC hylder både hende og den anden lokale OL-medaljevinder, Turpal Bisultanov. Læs mere HER.

Læs også:

Emmas mor græd og jublede: - Vi var helt oppe at køre

Emmas mor og søster efter følelsesladet døgn: - Sindssygt fedt at se!