En ny million i kassen

NFC-formand Tage Nielsen (tv) og storaktionær Claus Meyer kan glæde sig over stor lokal opbakning med over 100 nye aktionærer i Nykøbing FC. Her i de samlet, da NFC spillede hjemmekamp i Nakskov i august. Foto: Jan Knudsen

Nykøbing FC har afsluttet den seneste aktieemission

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING I slutningen af september satte Nykøbing FC nye aktier til salg i håbet om, at mange nye aktionærer ville investere i klubben. Det er lykkedes.

Ifølge et nyhedsbrev til aktionærerne underskrevet direktør Axel Castenschiold og formand Tage Nielsen har klubben fået over 100 nye aktionærer til et samlet provenue på over en million kroner.

- Det er dejligt at mærke den store opbakning, og jeg er meget tilfreds med resultatet, siger Tage Nielsen og bemærker, at de tilkomne aktionærer har en lokal tilknytning til Nykøbing FC og området.

- Vi mærker tydeligt, at selvom man har forladt landsdelen til fordel for eksempelvis København, så har man stadig et tilhørsforhold og vil medvirke til, at det går klubben og området godt. Det er jeg meget taknemmelig for, tilføjer formanden, der dog ikke bare klatter pengene væk.

- Vi forsøger hele tiden forbedre spillertruppen og setuppet omkring vores førstehold, men vi kommer ikke til at gå ud og købe fire nye spillere i vinterpausen, fordi vi er kommet til penge.

- Der er en langsigtet plan med det vi gør, og den holder vi os til, understreger formanden, der dog godt tør love, at førsteholdstruppen ikke bliver antalsmæssigt mindre, selvom hele seks spillere har kontraktudløb 31. december.

Det drejer sig om Mathias Tauber, Jordan Wilson, Kasper Jensen, Sebastian Koch, Joachim Wagner og Chris Thorsheim.

Vil gerne beholde alle

- Som udgangspunkt vil vi gerne beholde alle seks, for det er rigtig dygtige fodboldspillere, men det er hele tiden en afvejning af, hvad vi økonomisk kan holde til, og selvfølgelig også hvad spillerne selv vil, lyder det fra Tage Nielsen, der efter klubbens nu fjerde aktieemission siden målsætningen om Superliga i 2020 blev en realitet, kanaliserer et væsentligt beløb ned i ungdomsafdelingen.

- Det er målet, at vi skal have flere af vores egne talenter op på førsteholdet, og derfor øger vi satsningen i ungdomsafdelingen, hvor der vil komme væsentlige nyheder og tiltag i den kommende tid, som jeg endnu ikke kan løfte sløret for, siger formanden, der fejrer det gode resultat, og i den anledning har inviteret alle aktionærer med ledsager til gratis fodbold på søndag i CM Arena, når Nykøbing FC spiller årets sidste kamp mod topholdet i 1. division, Viborg.