Endnu en falsk Lindegaard-alarm i Norge

Det har været på trapperne længe, og alle forventer, at Anders Lindegaards skifte til Manchester United falder på plads snarest muligt.

Men endnu er handlen ikke gået igennem endnu, selv om den norske netavis VG Nett tidligere på fredagen fortalte, at Lindegaard ifølge Aalesunds FK var solgt til den engelske storklub.

- VG Nett skrev for lidt siden, at Lindegaard havde skrevet under, baseret på en artikel fra Aalesunds hjemmesider. Den er imidlertid ikke dukket op på forsiden af aafk.no, og det lader til, at klubben endnu engang har været lidt for hurtig på aftrækkeren, skriver netavisen.

VG henviser til, at Aalesund allerede i sidste uge lagde historien om Lindegaards skifte på sin hjemmeside for senere at beklage, at man havde været for hurtigt ude.

Det er tilsyneladende sket igen, uden at klubben dog henviser til historien fra sin forside.

Anders Lindegaard er mødt op på Manchester Uniteds træningsanlæg fredag formiddag for at blive set efter af en læge.

Det er uvist, om kontrakten med United er klar til at blive skrevet under, hvis han består lægetjekket.

Manchester Uniteds manager Alex Ferguson sagde tidligere på ugen, at han forventede, at aftalen med den danske målmand vil falde på plads inden for to-tre uger.

/ritzau/

Verdens Gang blev snydt og troede, at Anders Lindegaard allerede var blevet solgt til Manchester United.

Offentliggjort Sidst opdateret