Endnu en konkurrent kan sættes af

Sebastian Koch (blå) forsøger sig i sidste søndags meriterende topkamp mod Næstved. I morgen er der igen vigtige point på spil på udebane mod AB i Gladsaxe Idrætspark. Foto: Jan Knudsen

Ny topkamp i eftermiddag i Gladsaxe Idrætspark.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Næsten tre minutter inde i overtiden i søndags kunne Nykøbing FC juble over en vital scoring af Mathias Kristensen til 3-2 sejren over Næstved.

Dermed blev de sydsjællandske rivaler for en stund sat af i topstriden med seks points afstand.

I mellemtiden har AB lige så stille og roligt sneget sig op på andenpladsen i 2. division i al ubemærkethed og fremstår lige nu som førsteudfordrer til Nykøbing FC.

Akademikerne har tre point op til "bjørnene" før søndagens topkamp i Gladsaxe Idrætspark.

Tænker ikke på tabellen

Med andre ord kan NFC sætte endnu en konkurrent af, men det har ikke fokus hos cheftræner Claus Jensen.

- Jeg koncentrerer mig ikke om tabellen, men udelukkende om den modstander vi skal møde, og hvordan vi bedst muligt slår dem, siger Claus Jensen, der dog understreger:

- Men selvfølgelig er vi glade for vores placering og nyder, at det går godt i øjeblikket, lyder det fra cheftræneren, der især efter sejren over Næstved i søndags kan mærke selvtilliden i truppen.

Boldsikkeret hold

- Humæret og stemmingen er selvfølgelig helt i top, medgiver Claus Jensen, der har set AB flere gange.

- Det er et ungt boldsikkert hold, der gerne vil spille fremadrettet og er meget stærke i deres kombinationer, lyder karakteristikken af morgendagens modstander.

Og Claus Jensen er ikke overrasket over, at AB ligger, som de gør.

- Jeg havde forventet, at de ville ligge i toppen, men at de lige ligger nummer to fremfor nummer fire er nok lidt tilfældligt, siger Claus Jensen, der i forhold til kampen mod Næstved har lidt flere kort at spille ud.

Mathias Gehrt er tilbage efter karantæne mod Næstved og glider ind i startopstillingen igen, mens Nicolai Jessen igen træner med efter en mindre forstrækning.

Pleidrup fortsat ude

Derimod er anfører Lars Pleidrup fortsat sat ud af spillet med den forstrækning, han pådrog sig i kampen mod Vanløse, men han er påbegyndt træningen igen.

- Det er dejligt at have nogle alternative muligheder at vælge imellem, og der skal nok blive brug for alle mand, understreger Claus Jensen, der kan se frem til fire kampe på 14 dage.

Når AB er overstået i morgen kommer 1. divisionsklubben Esbjerg fB på besøg på onsdag i pokalturneringen, og så resterer der to kampe mod FC Roskilde og HIK, inden spillerne kan å på juleferie, måske.....

Hvis NFC vinder over Esbjerg på onsdag, spilles næste pokalrunde først midt i december!

Men inden da gælder det altså topkampen i 2. division i morgen mod AB, og kampen kan følges direkte på Radio Sydhavsøerne fra kl. 13:00.