Endnu en organisation slår hånden af Fifa
Nobel Peace Center i Oslo dropper samarbejde med Fifa omkring tiltaget "Handshake for Peace".
Det internationale fodboldforbund (Fifa) er ikke længere en attraktiv samarbejdspartner for diverse organisationer, efter at det er kommet frem, hvordan tilstandene i forbundet har været i forhold til korruption og bestikkelse.
For få dage siden droppede Interpol et omfattende økonomisk samarbejde med Fifa om bekæmpelse af matchfixing, og nu har Nobel Peace Center, der har base i Oslo, fulgt trop. Det skriver Reuters.
Det er Nobel Peace Center, som har stået bag initiativet "Handshake for Peace", som Fifa i stor stil har været med til at promovere omkring fodboldkampe, hvor anførere, dommere og spillere har udvekslet håndtryk inden kampene.
Men Nobel Peace Center vil ikke længere sættes i forbindelse med Fifa.
- Bestyrelsen har bedt administrationen om at afslutte samarbejdet med Fifa, så snart omstændighederne tillader det, lyder det i en meddelelse fra Nobel Peace Center.
- Bestyrelsen har også bedt administrationen tage en dialog med det norske fodboldforbund for at kunne fortsætte "Handshake for Peace"-initiativet fremover, skriver organisationen videre.
Fifa er under anklage for omfattende korruption og bestikkelse i forbindelse med tildeling af VM-værtskaber og tv-rettigheder til disse.
Flere topfolk er anholdt, mens der stadig pågår undersøgelser af, hvor dybt det rækker, og om flere er impliceret i de kriminelle handlinger.
Skandalen har fået Fifa-præsident Sepp Blatter til at meddele, at han trækker sig som præsident ved en ekstraordinær kongres til vinter.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned