En ny skade har ramt herrelandsholdet i håndbold forud for Super Cup-turneringen i Tyskland senere på ugen.
Tirsdag måtte landstræner Ulrik Wilbek konstatere, at AG København-stregspilleren René Toft Hansen melder fra på grund af den fodskade, der har drillet ham på det seneste.
- René er ikke i nærheden af at kunne spille i Tyskland senere på ugen, så det giver ikke meget mening at tage ham med, siger Wilbek i en pressemeddelelse.
Stregspilleren må melde afbud på sin 27 års fødselsdag, men der var ingen anden udvej, da han ikke kunne træne med.
- Jeg tager til København, hvor jeg kan komme til at blive skannet på Gildhøj allerede i dag, siger René Toft Hansen.
Han blev skadet i sin højre fod, da han for et par uger siden trådte uheldigt på en bold under en træning i sin klub.
Tidligere har også Lasse Boesen, Lars Christiansen, Bo Spellerberg og Anders Eggert meldt afbud til Super Cuppen på grund af diverse skader.
Danmark spiller sin første Super Cup-kamp på torsdag mod værterne fra Tyskland i Berlin. Derefter venter Spanien og Sverige henholdsvis lørdag og søndag.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde