Engelsk klub opnår direkte oprykning med vild storsejr

Den tidligere Manchester City- og Newcastle-spiller Joey Barton er træner for Bristol Rovers. (Arkivfoto). Foto: Alex Livesey/Ritzau Scanpix

Bristol Rovers rykkede lørdag op i den engelske League One med en 7-0-sejr i sidste runde.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bristol Rovers undgik lørdag på spektakulær vis at skulle ud i playoffkampe for at rykke op i Englands tredjebedste række, League One.

Med en vild sejr på hele 7-0 i sidste kamprunde overhalede Bristol, der er trænet af den tidligere Manchester City-spiller Joey Barton, nemlig Northampton og sikrede direkte oprykning fra League Two.

Havde Bristol vundet med færre end syv mål, var holdet endt i playoffturneringen.

Bristol mødte Scunthorpe lørdag og førte 2-0 ved pausen. Men Northampton var i sin kamp mod Barrow foran 3-1 efter de første 45 minutter, og så var Joey Bartons mandskab presset.

Der skulle laves mange mål i anden halvleg - såfremt stillingen i Northamptons kamp forblev den samme - hvis det skulle blive til direkte oprykning, og det skete altså.

Efter lidt over et kvarter af anden halvleg stod der 4-0. Med to mål på tre minutter fra 76. til 79. minut blev det så 6-0.

Nu kunne Bristol lugte blod, og den store forløsning kom, da Elliott Anderson i 85. minut scorede til 7-0 og sendte Bristol forbi Northampton og op på tabellens tredjeplads.

Tilskuerne gik amok og invaderede banen i jubel. Efter noget tid blev banen ryddet for Bristol-fans, og kampen blev spillet færdig, hvorefter tilskuerne igen løb på banen.

/ritzau/