Engelsk landstræner forsvarer Rooneys afskedskamp
Wayne Rooney spiller sin landskamp nummer 120 for England, når England møder USA 15. november. Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix
Carl Recine/Ritzau Scanpix
Wayne Rooneys afskedslandskamp har mødt kritik i England, men landstræneren forsvarer beslutningen.
15. november får Wayne Rooney en sidste landskamp for England, og det har mødt kritik i engelske medier og blandt visse fodboldeksperter i landet.
Torsdag forsvarede Gareth Southgate, der er engelske landstræner, så beslutningen.
- Jeg forstår, at beslutningen har skabt debat, men for mig er det en lille måde at anerkende, hvad han (Rooney, red.) har gjort for sit land, siger Southgate.
England møder USA på Wembley i en testkamp 15. november, og her er det planen, at Rooney skal spille sin sidste landskamp, som bliver hans optræden nummer 120 i den engelske landsholdsdragt.
Kritikken af beslutningen i England handler om, at nogle mener, at Rooney optager en plads fra en ung spiller, som kritikkerne mener vil have mere gavn af at være med på Englands landshold.
England møder fire dage senere Kroatien i Nations League.
- Jeg er stadig i stand til at kigge på fremtiden i forhold til det hold, jeg har udtaget, men jeg har også talt meget med spillerne om landsholdstrøjens vigtighed, om dens historie og om at ære tidligere spillere.
- Jeg er sikker på, at alle spillere respekterer, at Waynes bidrag fortjener den bedst mulige afsked, siger Gareth Southgate.
Wayne Rooney optrådte senest for England i november 2016, hvorefter han indstillede sin landsholdskarriere.
Han fik debut for England i 2003 som 17-årig, og han er den mest scorende spiller for England med 53 mål.
33-årige Wayne Rooney skiftede denne sommer fra Everton til DC United i den amerikanske Major League Soccer.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker