Engelsk traditionsklub slår egen transfer-rekord

West Bromwich har mandag hentet venezuelanske Salomon Rondon for 127 millioner kroner i Zenit St. Petersborg.

Offentliggjort Sidst opdateret

West Bromwich Albion vil ikke stå tilbage for andre engelske fodboldklubber, der er kendt for at bruge store summer på transfermarkedet.

Mandag har Premier League-klubben betalt omkring 12 millioner pund (127 millioner kroner) for den venezuelanske angriber Salomon Rondon.

Den 25-årige sydamerikaner skifter fra den russiske topklub Zenit St. Petersborg.

West Bromwich oplyser, at Rondon er klubbens største indkøb nogensinde.

Birmingham-klubben har denne sommer hentet fem nye spillere ind - blandt andre angriberen Rickie Lambert, der menes at have kostet godt 30 millioner kroner i Liverpool.

Salomon Rondon, der i sidste sæson scorede 20 mål i 37 kampe for Zenit St. Petersborg, har fået en kontrakt af fire års varighed.

Selvom West Bromwich de seneste to sæsoner er sluttet i den nederste halvdel af Premier League, så nyder klubben godt af store og stigende tv-aftaler, der har forgyldt mange hold i engelsk fodbold.