Engelsk VM-kvartfinale er ikke nok for City-stjerne
Raheem Sterling er optimistisk før VM, selv om England har skuffet ved de seneste slutrunder. Foto: Paul Ellis/arkiv/Ritzau Scanpix
Paul Ellis/arkiv/Ritzau Scanpix
Raheem Sterling er ikke skræmt af Englands seneste slutrundefiaskoer og vil blandt de fire bedste ved VM.
Raheem Sterling var ikke født, da Englands fodboldlandshold i 1990 senest nåede blandt de fire bedste ved en VM-slutrunde.
Trods englændernes dårlige indsats ved de seneste slutrunder er Manchester City-stjernen optimistisk før VM i Rusland, der begynder 14. juni. Faktisk så meget, at han tiltror England en plads i semifinalerne.
- Jeg kommer ikke her for at tilbringe fire, fem, seks uger af mit liv og siger; "lad os se, hvad der sker, og forhåbentlig kommer vi videre til ottendedelsfinalerne", siger Raheem Sterling ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Vi har 23 virkelig gode spillere, og vi har mentaliteten til at sige, at vi vinder de kampe, og hvad kan stoppe os?
- Hvis 23 spillere ønsker at vinde, så har 23 spillere den mentalitet. En kvartfinale vil slet ikke være godt nok, fordi vi vil vinde, siger han.
23-årige Raheem Sterling var selv med ved den seneste VM-slutrunde i Brasilien for fire år siden, hvor England floppede og røg ud efter det indledende gruppespil.
Englænderne hentede kun et point og sluttede sidst i gruppen efter Costa Rica, Uruguay og Italien.
Meget bedre gik det ikke ved EM i Frankrig for to år siden, hvor offensivspilleren også var med.
Efter at have skramlet sig videre fra gruppespillet tabte England sensationelt 1-2 til Island i ottendedelsfinalen.
Englands daværende landstræner, Roy Hodgson, trådte omgående tilbage efter fiaskoen mod islændingene.
Det engelske hold er ved årets VM havnet i gruppe G, hvor Belgien, Panama og Tunesien er modstanderne. De to bedste hold går videre til ottendedelsfinalerne.
England indleder VM 18. juni med kampen mod Tunesien i Volgograd.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde