Engelske aviser hylder Christian Eriksen

Engelske medier havde lagt i ovnen til, at det var 19-årige Jack Wilshere, der skulle stjæle rampelyset, men konklusionen efter Englands 2-1-sejr onsdag over Danmark er, at det var danske Christian Eriksen, der gjorde det største indtryk.

- Danmark har givet os Hamlet, Tivoli, den lille havfrue, Allan Simonsen, Peter Schmeichel og Laudrup-brødrene. Og nu også Eriksen. Christian Eriksen var aftenens store stjerne, skriver The Sun blandt andet.

Eriksen huserede primært på den offensive midtbane lige bag ved Nicklas Bendtner. Han lagde op til Daniel Aggers mål og havde også et skud på stolpen.

- Eriksen er en Ajax-spiller fra top til yndefuld tå. Han finder plads, han finter, han har et godt skud og et øje for mål. Hans indlæg hjalp Danmark til en føring, og tæt på sin 19 års fødselsdag er han kun lige begyndt, skriver Daily Mail.

Avisen regner med, at man snart får Eriksen at se i Premier League.

- Eriksen er allerede på radaren hos store klubber i Premier League, og interesse fra Arsenal er et meget vedholdende rygte. Det blev klart hvorfor, skriver avisen.

The Guardian sætter spørgsmålstegn ved, om Eriksen på nuværende tidspunkt er stærk nok til Premier League, men avisen er overbevist om, at Eriksen går en stor fremtid i møde.

- Han er måske ikke stærk nok til at slå igennem i engelsk fodbold og hans indflydelse blev mindre efter pausen. Men han har de tricks, udførelse og fantastiske teknik, der kan blomstre lige meget, hvor han kommer hen, skriver The Guardian.

/ritzau/

Den engelske presse flyder over med rosende ord til Christian Eriksen efter det danske nederlag til England.

Offentliggjort Sidst opdateret