Englands anfører øjner Beckhams rekord
Anføreren for det engelske fodboldlandshold, Steven Gerrard, har blikket rettet mod David Beckhams landskamprekord, som Gerrard har planer om at slå.
Den 32-årige Liverpool-spiller nåede sin landskamp nummer 100, da England i november mødte Sverige, og dermed er der ikke langt op til Beckham, der nåede 115 kampe og dermed er den markspiller, der flest gange har trukket landskamptrøjen over hovedet.
- Min personlige ambition er at opnå så mange landskampe, som jeg kan - jeg har kig på David Beckhams rekord, så jeg vil prøve at slå den, for han er en helt speciel spiller, siger Steven Gerrard ifølge nyhedsbureauet AFP.
David Beckham spillede sin sidste landskamp i 2009 og nåede da op på de 115 kampe. Syv mere end den hidtidige rekordholder blandt markspillerne, Bobby Moore.
Gerrard har mulighed for at sætte landskamprekord for markspillere, hvis England kvalificerer sig til VM i Brasilien i 2014, og midtbanespilleren ellers holder sig fri for skader.
Hvis han også vil slå målmanden Peter Shiltons absolutte engelske rekord på 125 landskampe, skal han formentlig spille yderligere en sæson eller to på nationalmandskabet.
Den rutinerede anfører tror efter mange skuffelser fortsat på, at han kan nå et stort resultat med det engelske landshold.
- Som altid i de store turneringer har man brug for en smule held, og hvis tingene går i den rigtige retning, kan du opnå det umulige. Jeg har gjort det før med Liverpool, og vi så Chelsea gøre det sidste år i Champions League, påpeger Steven Gerrard.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned