Enorm færøsk opbakning forventet til historisk slutrunde
Danske Peter Bredsdorff-Larsen skal forsøge at skabe en sensation med det færøske håndboldlandshold. (Arkivfoto). Foto: Frank Molter/Ritzau Scanpix
Det færøske håndboldforbund forventer, at op mod 5000 færinger vil være på plads til kampen mod Slovenien.
Næsten hver tiende færing har købt billet til Færøernes kamp mod Slovenien ved EM-slutrunden i herrehåndbold i den tyske hovedstad, Berlin.
Det skriver det færøske medie, Dimmalætting.
Landet, der har omkring 53.000 indbyggere, har for første gang kvalificeret sig til en EM-slutrunde i herrehåndbold, og det fejrer omkring 5000 færinger ved at tage turen til Berlin.
De færøske håndboldherrers træner, danske Peter Bredsdorff-Larsen, glæder sig til at opleve den færøske stemning til slutrunden.
- Der kommer til at være flere tusinde på plads i hallerne. Der er booket adskillige særafgange, der flyver direkte fra Færøerne til Berlin, så der kommer bestemt ikke til at mangle stemning og opbakning på den led, siger han til Flashscore.dk.
Det færøske landshold står ganske vist overfor en svær opgave, da holdet, ud over Slovenien, møder Polen og Norge i den indledende runde.
Derfor har Peter Bredsdorff-Larsen ikke sat forventningerne for højt frem mod slutrundens kampe.
- Succeskriteriet er på sin vis allerede nået. Det står klart for os, at vores "guldmedalje" blev opnået, da vi kvalificerede os. Hvis vi er i stand til at vinde en af vores kampe, ville det være ekstra stort, siger han til Flashscore.dk.
Gruppekampen mellem Færøerne og Slovenien bliver spillet torsdag aften klokken 18.00.
De danske håndboldherrer begynder deres EM-slutrunde mod Tjekkiet klokken 20.30.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker