Ser man i disse år håndboldlandsholdet i aktion på banen eller spillerne optræde afslappet foran tv-kameraerne, får man oplevelsen af en trup i nærmest total harmoni.
Holdet har ikke tabt en kamp i 15 måneder, og selv om aldersspændet fra de ældste til de yngste er på omkring 20 år, virker der hverken til at være grupper eller kliker, der truer samarbejdsklimaet.
Det velfungerende miljø er ikke opstået af sig selv. I kulissen bliver holdet styret af et klart hierarki med erfarne ledertyper, der er parat til at råbe højt, hvis niveauet falder på eller uden for banen.
- Det er jo et knaldhårdt arbejde, og bare rolig: Der er nogen, der hæver stemmen. Det er ikke lutter lagkage og sjov omkring bordtennisbordet på hotellet, siger Mathias Gidsel.
Som en af truppens yngre spillere har han oplevet det som nemt at træde ind på holdet, fordi der er klare linjer, og ingen er i tvivl om, hvad de skal.
- Vi stiller enormt høje krav til hinanden, og der bliver gået hårdt til den til træning. Men vi er også de første til at hjælpe hinanden op, hvis vi går over grænsen. På den måde er der en fed kultur, siger Gidsel.
Også en anden af de relativt nye, stregspilleren Lukas Jørgensen, har mærket konkurrencekulturen på holdet fra første dag.
- Vi har jo ikke særligt mange træningstimer sammen i løbet af et år, så alle ved, at det er vigtigt, at vi træner ordentligt. Der bliver tit råbt højt, hvis vi ikke gør det godt nok. Det kommer ikke kun fra trænerne, men også nogle af spillerne, forklarer han.
Øverst i spillerhierarkiet troner Niklas Landin. Målmanden er ellers ikke af natur en højtråbende type, men hans erfaring, spillemæssige klasse og status som anfører giver hans ord vægt.
- Når Niklas viser, at han har store forventninger til én, så lytter man, siger Lukas Jørgensen.
- Det samme gælder for den sags skyld Mads Mensah. De viser det jo også med handling og ikke bare med ord. På banen er der selvfølgelig et hierarki. Sådan skal det også være, fastslår han.
Uden for hallen er omgangsformen løsere. Landstræner Nikolaj Jacobsen fremhæver, at der ikke er noget hierarki blandt spillerne i de mange fritimer på hotellet.
Målet har været at skabe en kultur, hvor det er alvor på banen og sjovt uden for. Men det har taget tid at nå dertil.
- Der er en anden indstilling til at træne håndbold i dag, end da jeg overtog holdet. Specielt efter 2020 har vi været gode til at huske hinanden på, at vi skal passe vores ting håndboldmæssigt. Så kommer den gode stemning uden for banen også nemmere, siger landstræneren.
Flere af spillerne fremhæver også 2020 som et vendepunkt. EM-fiaskoen i Sverige gjorde ondt, og der var en oplevelse af, at mange brugte det meste af tiden på hotellet i små grupper på værelserne.
Det kan lyde harmløst. Men spillerne på et landshold, der har mindst én slutrunde hvert eneste år, tilbringer rigtig mange timer under samme tag.
- Når du har 30-35 potentielle landsholdsspillere, så handler det ikke kun om at få lavet det fedeste backkryds. Så skal du også have en gruppe til at fungere, når man er afsted i en måned, siger rutinerede Henrik Møllgaard.
- Det er et emne, vi arbejder aktivt med. Vi husker at få pointeret, hvor vigtigt det er, fordi vi er sammen på en speciel måde.
Møllgaard er en af en håndfuld spillere, der efterhånden har været omkring landsholdet i halvandet årti og har oplevet forskellige landstrænere, forskellige holdkammerater og forskellige kulturer.
En anden er Niklas Landin, der debuterede tilbage i 2008. Han har aldrig oplevet en så stærk holdånd, som på det nuværende landshold.
- Det her hold er unikt. Der er ikke en klikedannelse af gamle spillere, som bare holder sammen og holder de unge væk. Her på holdet er man ret ligeglad med, om det er en på 20 eller en på 40, som sætter sig ned og spiller et spil eller spiser aftensmad sammen ved et tomandsbord.
- Der er ikke noget specielt arbejde for mig i at bryde ting op, der måske gror lidt fast. Der er ikke nogen lukkethed på holdet. Folk vil gerne hinanden, siger Niklas Landin.
/ritzau/
Her er EM-holdets mest erfarne spillere
* Hans Lindberg: 42 år, 294 landskampe, debut i 2003.
* Niklas Landin: 35 år, 268 landskampe, debut i 2008.
* Mikkel Hansen: 36 år, 261 landskampe, debut i 2007.
* Henrik Møllgaard: 39 år, 211 landskampe, debut i 2006.
* Mads Mensah: 32 år, 197 landskampe, debut i 2011.
* Rasmus Lauge: 32 år, 158 landskampe, debut i 2010.
/ritzau/
Seneste artikler
Festivalleder: - Vi er dér, hvor vi skal være
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Der var sommerfugle i maven før historisk broløb
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Næsgaard-elever løber med i stor stil: - Broløbet er once-in-a-lifetime
Mest læste artikler
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Kronprinsen til stor brofest
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg
Kronprinsen på broen