Eriksen føler sig ovenpå igen efter mental udfordring

Dette frisparksmål mod ærkerivalen AC Milan blev et vendepunkt for Christian Eriksens ophold i Inter. Foto: Daniele Mascolo/Reuters

Christian Eriksen er atter inde i varmen i Inter, men det har været en hård tid i klubben ellers, siger han.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske landsholdsspiller Christian Eriksen har ikke haft det let i Inter siden skiftet fra Tottenham i januar sidste år, men den seneste måneds tid har den kreative midtbanespiller igen fået godt med spilletid hos storklubben.

Vi skal dog ikke længere tilbage end januar for at finde Eriksen i en ganske anden situation i klubben.

Interdirektør Giuseppe Marotta talte offentligt om, at danskeren ikke passede ind. Der var sat et "til salg"-skilt på ryggen af danskeren, og det vidste han godt selv, fortæller Eriksen i et interview med TV2 Sport.

På ti kampe i næsten to måneder var det kun blevet til sølle 79 minutters spilletid.

- Det har været det hårdeste og mest krævende år, siger fynboen til TV2 Sport.

- Det har været op og ned. Men først og fremmest føler jeg, at jeg nu er kommet til en stor optur.

Endnu et sent indhop i en pokalkamp mod ærkerivalen AC Milan endte med at blive et vendepunkt. Ved 1-1 hamrede Eriksen et frispark i kassen dybt inde i tillægstiden og gjorde sig selv til matchvinder.

Der kom mere positive skriverier i pressen om danskeren, spilletiden blev øget, og på det seneste har ingen snakket om, at Eriksen var til salg.

Han har været så godt som fast mand på Inters midtbane i halvanden måned nu, og holdet fører Serie A med ni point ned til AC Milan.

Det tegner lyst, men Eriksen lægger ikke skjul på, at tankerne var mange tilbage i januar, og at det sled på ham.

- Det har været mentalt hårdt. Jeg kom ned for at spille fodbold, og da jeg ikke kunne få lov til det, var det irriterende, siger han.

- Uden for banen har det været helt kanon. Milano er en fin by, og familien har det godt. Det har kun været på selve grønsværen, hvor der lige manglede lidt.

Eriksens næste mulighed for at vise sig frem i intertrøjen er 20. marts, hvor holdet hjemme møder Sassuolo i Serie A.

Han forventes også at være med i den trup, som den danske landstræner Kasper Hjulmand mandag udtager til de tre VM-kvalifikationskampe sidst i marts.