Eriksen indrømmer flirt med United mens han var i Tottenham
Christian Eriksen kan få ligadebut for Manchester United i weekenden. Her ses han i aktion i en træningskamp. Foto: Ed Sykes/Ritzau Scanpix
Christian Eriksen underskrev tidligere på sommeren en treårig kontrakt med Manchester United.
Fodboldspilleren Christian Eriksen har tidligere i karrieren, mens han spillede for Tottenham, talt med Manchester United om et skifte.
Det siger Eriksen, som i sommer blev United-spiller, i et interview med Daily Mail.
Fra 2013 til 2020 spillede Eriksen for Tottenham. Og den danske midtbanespiller siger, at han i den periode har været i dialog med de managers, der var i United i den periode. Det vil sige Louis van Gaal, José Mourinho og Ole Gunnar Solskjær.
- Men jeg var hos Spurs dengang, og jeg kunne virkelig ikke se mig selv spille for en anden engelsk klub på det tidspunkt, siger Eriksen til Daily Mail.
Eriksen smuttede derfor til Inter i Italien. Men danskerens karriereplaner ændrede sig under sidste sommers EM-slutrunde med hjertestoppet i Parken under en gruppekamp mod Finland.
Han fik ophævet kontrakten med Inter, fordi reglerne i den italienske liga umuliggør, at man kan spille med den form for pacemaker, Eriksen har fået indopereret.
Eriksen kom til London-klubben Brentford i januar i år på en korttidskontrakt. Her imponerede danskeren i en sådan grad, at United hentede Eriksen i sommer på en fri transfer.
I interviewet med Daily Mail tilføjer Eriksen, at en retur til Tottenham aldrig blev aktuel, selv om der var en masse spekulationer om det.
- Det var kun snak. De kom aldrig med noget, siger Eriksen, som tilføjer, at United henvendte sig til ham tidligt i processen.
Manchester United indleder Premier League-sæsonen søndag hjemme mod Brighton.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker