Eriksen lyner med to kasser i Tottenham-sejr over Hull
Tottenhams Christian Eriksen scorede til 1-0 og 2-0 for Tottenham og banede vejen for en sikker sejr over Hull. Foto: AP/Tim Ireland
AP/Tim Ireland
Christian Eriksen scorede sit fjerde og femte mål i Premier League inden for kort tid, da Tottenham slog Hull.
Christian Eriksen har efter lidt tilløb i begyndelsen af sæsonen fundet vej til målet for Tottenham.
Onsdag aften scorede den danske midtbanespiller to gange, da Tottenham på hjemmebane nedlagde Hull med 3-0.
Eriksen lynede første gang efter et lille kvarter, da han fandt et rum midt i gæsternes straffesparkfelt på et kontraangreb.
Holdkammeraten Danny Rose lavede på fløjen et fremragende forarbejde og lagde bolden bagud til danskeren, der klinede den ind ved stolpen.
Efter en times spil var den danske landsholdsspiller så på pletten igen, da Kyle Walker tog et løb mod baglinjen og lagde bolden på tværs. Tæt på målstregen tappede Eriksen Tottenham på 2-0.
Ti minutter senere cementerede kenyanske Victor Wanyama Tottenham-sejren med 3-0-målet.
Christian Eriksen fik indtil for få uger siden kritik for at score for lidt, men det kan han ikke beskyldes for længere.
I slutningen af november lavede han sæsonens første ligamål i et 1-2-nederlag til Chelsea, og ugen efter fulgte han op med to kasser i en 5-0-sejr over Swansea.
Med onsdagens målhøst er Eriksen oppe på fem sæsonscoringer i den bedste engelske række.
Tottenham var mere eller mindre tvunget til at slå Hull for at holde snor i Premier Leagues øvrige tophold onsdag aften.
Førerholdet Chelsea slog på udebane Sunderland 1-0, mens Liverpool vandt 3-0 ude over Middlesbrough, der havde Viktor Fischer på banen i de første 56 minutter.
Manchester City vandt hjemme 2-0 over Watford, mens Manchester United på et sent Zlatan Ibrahimovic-mål vandt 2-1 hos Crystal Palace.
Chelsea topper Premier League med 40 point efterfulgt af Liverpool og Arsenal med hver 34. Tottenham har 30 point på femtepladsen.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned